Jeg har ikke rejst meget som turist. Oftest har jeg rejst i forbindelse med arbejde eller uddannelse. Det var både-og i Vietnam, det var arbejde, begge gange, i Thailand. Der har været en del weekendture fra Bangkok, når vi skulle på visa-run. Altså krydse en grænse for at fornye vores visum til Thailand. Så rejse vi til Laos, Burma, Malaysia og Singapore. Men størsteparten af mine ophold uden for Danmarks grænser har været af års varighed.
Det ændrede sig efter jeg fik børn. Samtidig med at jeg fik børn, kastede jeg mig ud i et nyt eventyr, som udfordrede mig på mange måder: Jeg blev lønmodtager.
At være lønmodtager, med faste mødetider, faste møder, faste kollegaer og faste spisetider, er noget af en udfordring. Jeg har den største beundring for folk der mestrer kunsten. Selv er jeg ikke så god til det.
Det betød også at rejserne blev nogle andre. Korte ture til Prag, Paris, Hamburg osv.
Det er let at få den følelse, at de korte, nære, rejser er lidt mindre elektriske end at rejse rundt i Nordindien og Nepal.
Navnligt når man – som jeg – har en oplevelse med hvor skelsættende de fjerne destinationer kan blive.
Jeg gav min kone en rejse til Indien i julegave. Vi havde nogle store oplevelser i Jaipur, Jaisalmer, Varanasi, Kathmandu og New Delhi. Hun nød dem. Hun forelskede sig i Indien. Det gjorde jeg ikke.
Få måneder efter meddelte hun at hun ville flytte til Indien, uden mig.
Indien blev en stor del af hendes liv. Mit liv blev et nyt eksperiment, med børn, fast arbejde, og korte rejser.
Med ganske få undtagelser holdt jeg mig indenfor EUs grænse. Og for mig var det en grænseoverskridende oplevelse af blive indenfor en grænse.
Jeg lærte noget nyt, som ingen stamme på New Guinea eller Tempel i Rangoon kunne have lært mig. Jeg lærte at opleve uden at måle mine mil og rejsemålenes effekt.
Jeg bliver aldrig marokkaner, der synes at festen skal være derhjemme. Men jeg lærte mig, men faldende smerte, og stigende kildren i maven, at Fanø kan være lige så spændende som Fransk Guyana, når man husker at vende stenene, og se hvad der ligger nedenunder dem. Man kan blive lige så spændt på hvad der findes rundt om hjørnet i Ribe som i Rasskazovo.
At rejse handler ikke om at lægge mil bag sig. At rejse handler om at lægge antagelser bag sig.
Jeg havde mødt en pige, der havde en pige. Så jeg blev kæreste og stedfar på samme dag. Senere fik vi en pige mere, sammen. Omgivet af smukke piger har man en del af oplevelsen med sig hjemmefra, hvor man end går.
Men vi var ikke så kompatible, som vi bildte os ind, og samlivet blev en stigende smerte og faldende kildren i maven.
Jeg er ikke typen der svigter. Nogensinde. Så det var hende der trykkede på nødstop.
Pigebørnene skulle have det ind med sukker på skeen, så vi var på en sidste rejse sammen, til Kreta.
Jeg var tynget af ærgrelse, og trykket af pigernes ønske om at ligge i solen og foretage sig ingenting.
Efter nogle år i troperne bliver man kureret for ønsket om at blive solbrændt. Man udvikler et instinkt, der fører en fra skygge til skygge, så en plads i solen strider imod alle mine instinkter.
Så jeg sad i skyggen og gjorde det jeg gør, når jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre. Det som jeg i virkeligheden slet ikke kan lade være med at gøre. Jeg skrev.
Desværre havde jeg kun ét emne i sjælen, og mine skriverier blev mere og mere bitre og sammenbidte, imens sandet i rejsens timeglas løb langsomt ud.
Vi havde én dag tilbage, før en flyver hjem til det værst tænkelige: At sidde rundt om bordet, en regnvåd dag, på Frederiksberg, for at fortælle vores døtre, at der ikke længere var en familie.
Moren og den ældste datter var ikke til at løsrive fra de sidste timers sol. Men den yngste datter var stadig påvirkelig. Jeg rejste mig resolut fra min stol, og sagde, at nu skulle jeg lære hende at rejse.
Vi tog en bus ind til Chania, og gik i en bue uden om havnen, som vi havde set, sammen med alle andre, så mange gange før.
Vi passerede souvenirbutikkerne i hast, og hver gang vi genkendte en vej, gik vi i den modsatte retning.
Min datter spurgte hvor vi var på vej hen, og jeg forklarede at vi ville være fremme, når vi så en VVS-forhandler, hvis skilte ikke havde ét eneste latinsk bogstav.
Hun spurgte om jeg vidste hvor vi var. Jeg svarede at jeg ikke havde den fjerneste anelse.
Jeg mærkede at jeg var blevet min far. Min hånd og min glæde gav hende al den tryghed, som hun havde behov for. At være det mindste bekymret for at fare vild strejfede overhovedet ikke hendes sind, og vil forhåbentligt aldrig strejfe hende igen.
Det blev ikke en VVS-forretning, men en slagter, der markerede, at vi havde nået vores mål. De forstod ikke et ord af hvad vi sagde, og forstod slet ikke hvordan vi var endt i deres butik.
Her kunne eventyret begynde.
Nogle piger stod og slog en fjerbold frem og tilbage, og præcis som i en sommerhushave på Sjælland, brugte de det meste af tiden på at samle den op fra jorden. En nabokone skældte ud, men ikke på den mand der krøllede en cigaretpakke sammen, og smed den på fortovet. På det modsatte fortov var der en motorvej af myrer, der entrerede med et storslået projekt.
Vi fandt en café, bestilte på engelsk, og vendte os mod hinanden, og genoptog en samtale på dansk.
Tjeneren tog oplevelsen med blandede følelser.
Han havde arbejdet på en café i Viborg, og forstod ikke kun hvad vi talte, men også hvad vi talte om.
Indholdet af vores samtale interesserede ham. Jeg erindrer at vi talte om gener. Jeg tror at jeg ville så et frø i min datter, inden den næste dags dødsstød; at familien består, selv når den foregår.
Men sproget gav ham ærgrelser, hvilket var en medvirkende årsag til at han ikke arbejdede i det profitable turistområde. Jeg fornemmede at han havde fået sit hjerte knust i Viborg. Det er ikke usædvanligt.
Min datter lærte nogle vigtige ting den dag. Blandt andet hvor lille verden er, når man tilhører overklassen.
Det kan blive næsten klaustrofobisk.
Jeg sad engang i en bar, i Singapore. Ved siden af mig sad en mand, der talte fremragende amerikansk engelsk. Selv taler jeg udmærket britisk engelsk. Vi talte om lokale forhold, rejseoplevelser, og meget andet spændende. Efter en tur på toilettet, tænkte jeg at det var på tide med en ordentlig præsentation. Så jeg gav ham min hånd, med et glimt i øjet, og oplyste mit navn. Han fortalte mig sit navn – Peter – og svarede på mit næste spørgsmål, “So, Peter, where are you from?”, med “Well, I’m from a small town in Denmark called Ballerup”.
Efter mine børns mor og jeg gik fra hinanden boede jeg, og den yngste, i nogle år i Helsingør.
Det perfekte rejsemål er for mange et sted, hvor man på få minutter kan gå fra midtby til strand, til skov, til havn eller til et slot på UNESCO-listen. En fin gammel by med små skæve og farverige huse. Sådan er Helsingør.
Når man kan sidde med vådt badetøj, på en café i lystbådehavnen, med pommes frites og Fanta, og kigge ud på solen, der reflekterer i havet og masterne, og spørge “Skal vi rejse til Kreta?”, og ens datter svarer med spørgsmålet “Hvorfor i himlens navn skulle vi dog gøre det?”, så er man et godt sted.
Okay… Okay… Den samtale har aldrig fundet sted, og min datter ville aldrig sige nej til at rejse et andet sted hen. Men vi var lykkelige dér. Vi havde nedbrudt skellet mellem hverdag og ferie.
Som borger i Helsingør er det naturligt at besøge nabobyen, på den anden side af sundet, ganske ofte. På en af de ture oplevede jeg igen hvor lille verden kan være.
Jeg mødte en pige der, som jeg også havde en lang samtale med. Heldigvis taler jeg også udmærket svensk, så samtalen forløb uden mange sten i skoen.
Nu var det jo ikke sådan, at jeg opdagede, at hun var fra Ballerup. Men jeg opdagede at hun var mit livs store kærlighed. Sjovt nok var jeg også hendes livs store kærlighed. Det fortalte hun mig et stykke tid efter, lige da jeg skulle til at åbne munden og sige det samme.
Verden er i sandhed lille.
Somme tider folder man tilfældigt et stykke papir sådan, at ternene passer perfekt oven på hinanden. Men man opdager det først, hvis man holder det op i lyset.
