Jeg har rejst meget.
Jeg tager mig selv i at sige det på den måde.
Når man først har meldt sig ind i eventyrernes klub – altså ikke den rigtige klub, men når man er omgivet af meget berejste mennesker – så blegner mine rejser en del. Det bliver som at sammenligne en busrejse til Hartzen med Neal Armstrong på månen.
Der er en slags rejsesnobberi, som er meget charmerende, og som placerer mig et sted midt i hierarkiet.
“Nå, har du været til grisefest på Mallorca? Ja, ja, samtidig var jeg ude at dykke efter vrag på Salomonøerne, i Stillehavet”.
Jeg har ikke vragdykket på Salomonøerne. Jeg har heller aldrig været til grisefest. Jeg har været sådan midt imellem.
Jeg har jo levet i en priviligeret tid. Rejser er til at betale, sæderne er polstrede, hjulene er affjedrede, og jetmotorerne er næsten lydløse.
I svundne tider er der folk der har sejlet et vikingeskib over den kolde atlant, fra Island til Grønlands dybe fjorde, der er folk der har gået fra Uppsala til Miklagård (Istanbul), og folk der har rejst i hestevogn fra København til Rom.
En af mine store helte, Marco Polo, rejste fra Venedig til Changtu med skib, til fods og til hest. En rejse der tog mange år.
I dag skal man næsten anstrenge sig for at gøre en rejse til en strabads.
Det er jo vidunderligt. Ganske vist er rejsen, i sig selv, blevet mindre indholdsrig, men til gengæld har man mere energi og tid til at gå på opdagelse, når man er nået frem til sit rejsemål.
Jeg har brugt vanvittigt meget tid på at bevæge mig fra sted til sted, og kan kun gisne om hvor langt jeg var kommet omkring, hvis jeg skulle have gjort det med ældre former for transport.
Jeg har været nogle ret spændende steder, og set ting som de færreste kan forestille sig. Jeg har været i landsbyer, der aldrig tidligere har været besøgt, af en der var så eksotisk, som mig, og klatret op på toppe, hvor jeg med god samvittighed kunne have plantet et flag.
Men to af de oplevelser der fylder mig mest med glæde, at tænke tilbage på, er så ordinære, i den moderne rejseverden, at rigtige globetrottere vil blive tomme i blikket et øjeblik.
Den ene er Khao San Road, i Bangkok, og den anden er Djemma el Fna, i Marrakech.
Jeg ved ikke hvor du, min kære læser, befinder dig i rejsesnobberiets spøjse hierarki, og om du synes det lyder vanvittigt eksotisk, men lad mig introducere dig for nogle af de interessante mennesker, som jeg har mødt på min vej.
Der er mine tidligere kollegaer Søren Satrup og Niels Amstrup, hvor tids Christoffer Columbus og Marco Polo. Der er min ven Mikkel Tofte Jørgensen, som skriver guidebøgerne til sydøstasien, og toner frem på TV2, når vi skal forstå hvorfor folk i Thailand kaster flasker med benzin efter hinanden. Min ekskone har haft det mest interessante rejsebureau, siden Simon Spies fik lokket rullekonerne i Istedgade op i en flyvemaskine. Og så er der Lars Mathiasen, der har gjort Nyhavn Rejser til dét det er i dag.
Fælles for dem, tror jeg er, at de lige skal bruge et øjebliks meditation, for at kunne stille ind på min kærlighed for så banale turistmål.
Men de kan godt. For selv så berejste mennesker ved, at det, til syvende og sidst, handler om personlige oplevelser. Det handler om hvornår man er modtagelig.
Modtagelig kan man fx blive når ens lejlighed brænder ud, samtidig med at man står et andet sted i byen, for at aflevere nøglen, til de nye lejere, når flybilletterne i sidste øjeblik viser sig at være behæftet med fejl, og det samme gælder ens visum, og når man kort forinden er gået konkurs med et firma. Eller sagt med andre ord: Når hele lortet er gået ned i flammer.
Da flyet slap asfalten i Kastrup lufthavn lettede jeg på så mange måder, at det ikke kan beskrives. Mit hjerte blev tyve kilo lettere og min mave løste en gordisk knude.
Vi ankom til Khao San Road – den mest besøgte backpackergade – i Bangkok, en sen eftermiddag, i august 1995.
Khao San Road repræsenterer på ingen måde Thailand. Sarongerne er fra Bali, træfigurerne er fra Kenya, smykkerne er fra Indien og maden er fra hele verden. 90% af de mennesker man møder på gaden er nyankomne. Håret er i tusinde små fletninger, og alle har smarte overlevelsesshorts. Folk klæder sig på en måde, som på ingen måde matcher deres teint, eller landet de er kommet til. Intet thailandsk at se her.
Hele stemningen betog mig. Det var præcis hvad jeg havde brug for, lige dér. Heden gav alle mine indre organer en lidt løsere konsistens, og mit hjerte blev mørt.
Vi stirrede på alle de skilte, der kæmper om opmærksomheden, på husfacaderne, på alle de små kontorer med rejsebilletter til hvor som helst, og et ubegrænset udbud af telefon-, fax- og pakkeservice.
Vores guesthouse havde betongulv, og adskilte kun værelserne med vægge af bambusflet. Der trængte til at blive malet, hvilket kan være rustikt eller trist. Jeg bestemte mig for rustikt.
Vi spiste et stykke marineret kyllingelår, tilberedt over åben ild, på en trækvogn. Vandrede målløst op og ned ad gaden, og kiggede på butikker og mennesker. Senere satte vi os rigtigt ned, på en plastikstol, og nød en Fanta og en omelet med champignon. Jeg kan stadig smage den omelet.
Jeg har mange gange siden forsøgt at genskabe den omelet, men jeg kan aldrig få den rigtige smag af tropevarme, benzinos og mishandlet køkkengrej, som altid giver mad i de varme lande en knivspids af ubekymrethed.
Om aftenen kiggede vi med sammentrukne øjenbryn på sengetøjet, trak på skuldrene, og lagde os, med en blandet følelse af at være brugt op, men klar til nye oplevelser.
Vi var blevet åbnet helt op.
I loftet kæmpede en elektrisk vifte en dødskamp, men blev overdøvet af den smukkeste lyd i verden, der kom fra naboværelset: Lyden af mennesker, der elsker hinanden meget højt. Meget inspirerende.
Når jeg er frustreret og rådvild kan jeg lukke mine øjne, et kort øjeblik, og tænke på Khao San Road, og så er alting lidt lettere.
Den anden oplevelse havde jeg alene.
Jeg gik rundt på Djemma el Fna pladsen, i Marrakech.
Pludseligt var hele den moderne verden væk. Alle tanker der hørte til den almindelige hverdag var som forsvundet ved et trylleslag. Jeg var trådt ind i tusinde og én nats eventyr.
Jeg gik rundt og kiggede på de varer der blev udbudt til salg.
Der var ingen mobiltelefoner eller vækkeure, kun tasker og klæder, der kunne høre til en hvilken som helst tid.
Jeg blev ledt langsomt ind i de små overdækkede gyder, som udgør den gamle bydel.
Jeg blev budt på te og kage, købte et armbånd, og svarede i øst og vest på spørgsmål om hvor jeg kom fra, og hvad jeg mente om dette og hint.
Jeg kom ud på den anden side af souk’en, og befandt mig i et beboelseskvarter, hvor pludseligt ingen lod til at bemærke min tilstedeværelse, eller min eksotiske lyse hud.
En bold kom imod mig, og jeg sparkede den tilbage, til den knægt der havde sendt den ud af kurs.
Jeg var på samme tid usynlig og forunderligt velkommen.
Alt så anderledes ud, end det jeg var vant til, fra huse til gevanter, men adfærden var så jævnt almindelig, at jeg lige så godt kunne have været i en forstad til København.
Drengene sparkede til en bold, folk samtalte lavmælt, imens de nikkede og rystede på hovedet, når de ikke kløede sig i nakken, eller puttede hænderne i lommen, for at tage dem op igen, et øjeblik efter.
Jeg smugkiggede ind ad en dør, hist og her.
Der er det særlige ved marokkanere, at den store falbelade er derhjemme, hvor den for os er ude.
Vi klæder os fint på, for at gå ud, og trækker i joggingbukser når vi kommer hjem. Vi roder måske lidt derinde, men udefra skal huset se fint ud.
Marokkanerne er lige modsat. kvinderne skjuler håret og smykkerne, bag ensfarvet stof, når de går ud, og gør sig fine, og udstiller deres skønhed når de kommer hjem.
På samme måde er deres huse lidt triste og anonyme udefra, men når man kigger ind i indergården, eller stuerne, er de rigt dekorerede og vanvittigt farverige.
Måske ikke så underligt at marokkanerne elsker at invitere folk indenfor. Det er jo der man ser deres overdådighed.
På et enkelt punkt er jeg i konflikt med de nordafrikanske folk. Jeg har ikke en sød tand. Det har de.
Det er muligt at der er meget sukker i en Coca Cola. Men det måler ikke op med et afrikansk glas myntete. Sammen med teen nydes gerne en hvinende sød kage, og lidt tørret frugt.
Jeg bliver svimmel af al sødmen.
Det gik op for mig at jeg var lykkelig, da jeg opdagede at jeg var faret vild. Intet kan gøre en rejseoplevelse mere fuldendt.
Den næste morgen vågnede jeg tidligt.
En svagt stigende monoton lyd af en knallert. Jeg trak gardinerne fra, og så at lyset var begyndt at bryde frem på himlen, omme bag bjergene. Byen, der lå mellem bjergene og mig, lå stadig i halvmørke. Det skrattede lidt fra en højttaler, som lå den i en dåse.
Præcis da solen brød frem over bjergtoppende, med sit varme, stærke, gule lys, lyste byen op, og kastede dramatiske lange skygger, gik højttaleren i gang.
“Allahu Akbaaaaaaaaaaaaaaaaaar”.
Det var som hele himlen løftede sig, og byen rejste sig en smule.
Jeg har ingen – slet ingen – respekt for religion.
Men der er øjeblikke hvor man må bøje sig for den effekt det kan have, når folk udtrykker sig med de aller største armbevægelser. Om det er imponerende religiøse bygningsværker, store optog og ceremonier, gennemtrængende kirkeklokker eller kaldet til bøn fra en minaret, imens solen står op over bjergene, så kan det tage pippet fra en.
Den morgen havde jeg ikke et eneste pip tilbage i kroppen, da kaldet til bøn var ovre, og solen havde gjort sin entré.
