Fortiden: Et fantasifuldt liv i forstæderne
Jeg blev født… Nej, det er ikke helt sandt. Jeg blev bortopereret på Frederikssund sygehus den 6. januar 1970.
Det betyder at jeg voksede op i et parcelhus i området omkring middelklassen, og skulle skifte fra bumletog til S-tog i Ballerup, for at komme til København.
Udsat, som jeg var, for farverige indslag, på eksotiske rejser til Jugoslavien og Grønland, føltes Ølstykke frygteligt farveløs. Dæmpede nuancer og næsten lydløst. På spørgsmålet om Ølstykke FC mon ville rykke op i tredje division, og gøre os alle sammen ære, var jeg urokkeligt ligeglad. Alt hvad jeg brød mig om var indtryk der gjorde indtryk. Jeg valgte med fuldt overlæg i leve i fantasien. O’boy og tegneserier fra biblioteket, fandt på særegne historier og mærkelige påhit, indtil den næste rejse i virkeligheden.
Jeg lånte endda en kinesisk ordbog på biblioteket, bare for at være forberedt. Da jeg var ti år gammel kunne jeg have forelæst på Københavns Universitet om buddhismen.
Men mit stærkeste personlighedstræk var nok at ingen skulle lære mig noget.
Når skolens velmenende pædagoger tog et emne op lyttede jeg med et halvt øre, mens blikket forsvandt ud af vinduet, imod Dødens Dal og Verdens Tag, som måtte være derude, et sted.
Efter skole gik jeg på biblioteket, og lærte mig alt om dagens emne, og næste dag kom jeg i skole, og var bevæbnet til tænderne med viden, både til at løse gruppearbejdet, og til at sætte læreren på plads.
Gruppearbejde betød at jeg talte, én af pigerne skrev hvad jeg sagde, og de andre spillede kort.
Emnet jeg ikke klarede var matematik. Jeg er praktisk talt talblind. Altså jeg er bange for tal!
Når jeg skal indbetale et girokort, og taste mere end fem tal ind i netbanken, skal jeg have en anden til at checke om tallene er korrekt. Jeg kan ikke overskue det, og tallene danser som myrer for mine øjne.
Jeg voksede også op uden internet og mobiltelefoner. Åh hvilken fryd det ville have været med ubegrænset adgang til billeder fra den store verden, rejseskildringer, Lonely Planet online og Wikipedia, The Travel Channel på fjernsynet, og SMS til vores tibetanske SOS barn i Dharamsala. Men jeg måtte nøjes med breve, biblioteket, og Shogun om fredagen.
Omvendt betød det jo også en enorm frihed, som børn i dag slet ikke forstår. Der kunne gå en hel dag, hvor ens forældre ikke havde mulighed for kontakt. Man kunne lave ballade som ikke findes dokumenteret online tyve år efter. Man måtte vente, og reflektere, og sortere, fra man hørte et rygte, til man kunne dele det med nogen. Man mødte folk i virkeligheden, før man mødte dem i virkeligheden. Man måtte give dem en chance, for deres blå øjnes skyld, for man kunne ikke tjekke deres profil.
En aftale var en aftale, for når man først var taget afsted for at mødes, kunne ingen ringe, på vejen, og meddele at de blev forsinket.
Sjovt nok følte vi aldrig at vi levede i en gammeldags tid. Præcis lige som vi lige nu ikke føler at vi lever i en en gammeldags tid. Men bare vent og se…
Som en hund der kommer op på stranden, og ryster vandet ud af pelsen, forlod jeg så hurtigt som muligt min barndomsby, for aldrig at kigge mig tilbage.
Tænk hvis man blev til en saltstøtte.
Men barndommens synder sidder i kroppen, på godt og ondt.
Flashforward:
Jeg sad i et tog, sammen med min datter Manila. Hun spurgte mig hvorfor slottet lå hvor det lå. Det er en leg vi leger, fra tid til anden. Jeg digtede en historie om kæmper og prinsesser, om flyvende huse og dybe hemmeligheder. Alle de andre i toget mistede fokus fra deres mobiler, og lyttede med, med små skjulte smil. En ældre mand kommenterede: “Sikken en fantastisk historie – sikken en fantasi.”
Min datter kiggede stolt på ham, og sagde “Min far er mytoman!”
Det er sandt. Jeg kan slet ikke holde op med at finde på historier.
Hver gang jeg passerer et bemærkelsesværdigt stykke affald på gaden – en enlig sko, et jointrør eller et par trusser – så tænker jeg “gad vide hvorfor det er havnet her?”, og sekundet efter er jeg allerede igang med at digte en historie. Jo mindre sandsynligt, desto bedre.
Det kan sagtens blive noget om vild sex. Altså skoen, ikke trusserne.
Sjovt nok er jeg stik modsat, når jeg hører andres historier. Altså rygter om andre folks besynderlige adfærd. Når nogen skulle have gjort noget “bare for at være ond”, eller noget i den retning, så kommer mine forældres jordnærhed op i mig: “Ah, mon dog? Det lyder ikke sandsynligt… Mon ikke hun var ked af det?”
Jeg lever ikke i fantasien. Men jeg har den i mig, og bruger den til at underholde mig selv.
Det vil sikkert ikke overraske dig at jeg lever af at være kreativ.
At én med min psykologiske profil har haft over 40 adresser på 50 år vil sikkert heller ikke overraske dig.
Jeg kan en masse forklaringer på at det ikke er mit eget valg. Det er det naturligvis.
Jeg bruger fantasien til at sætte mål. Jeg bruger den til at definere hvad jeg vil opleve eller opnå. Det skaber gode resultater, men også nogle udfordringer. Jeg kan ikke arbejde på et reklamebureau: “Hvis vi annoncerer med dén målbare hyppighed, i dén periode, til dén målgruppe, med dén rabat, så kan klienten mer-omsætte dén målbare mængde. Konverteringen kan ses i dette diagram.”
“Jeg er ked af det, venner, men på den måde får vi ingen opmærksomhed i Narnia…”
Jeg har en kærlighed til det skæve og det knapt så målbare, som da Hummel erkendte at de ikke kunne være sponsorer for de store klub- eller landshold i fodbold, valgte de at sponsorere det tibetanske landshold. Det er en fuck-finger til hele den etablerede sponsorverden, det er mod og galskab, og det vil blive husket længe efter at vi har glemt hvem der sponsorerede det danske landshold i 2020’erne. Det er visionært på en måde som vil give diagram-typerne meget meget stramme røvhuller.
Fremtiden: Luksusslummen
Min vision lige nu er at gøre Skandinaviens overgang til slumkvarter lidt mere smidig.
Det var ikke meningen at dit tanke-tog skulle standse uden for stationen… Lad mig lige uddybe, men lav dig først en kop kaffe – dette her bliver langhåret!
Jeg plejer at udbrede mig højlydt om mine forestillinger om fremtiden. Det vil jeg afholde mig fra her, og blot fortælle dig hvordan verden ser ud, lige nu og her.
Ikke mytologisk. Faktuelt.
Den traditionelle opfattelse af verden i i-lande og u-lande er for længst forældet. Nu opdeler vi verden i fire kategorier:
- På niveau 1 hentes vand i en spand, transportmidlet er fødderne, køkkenet er et bål og maden er en ensartet og næringsfattig grød. Man lever for 1-2 US$ om dagen.
- På niveau 2 hentes vand i spande, transportmidlet er en cykel, køkkenet er et gasblus, og maden er varieret og sund. Man lever for 2-8 US$ om dagen.
- På niveau 3 har man indlagt vand og elektricitet, transport er en knallert, man har køleskab, og maden er varieret og sund. Man lever for 8-32 US$ om dagen.
- På niveau 4 har man indlagt varmt og koldt vand, man har køleskab og fryser, vaskemaskine og tørretumbler, man bevæger sig i bil eller god offentlig transport, og maden er en overflod af nærende og sunde ingredienser. Man lever for 32-XXX US$ om dagen.
Du lever på niveau 4, også selvom du er på SU. Alle i dit land lever på niveau 4, også de fattigste pensionister. Husk at indregne husleje og alle andre udgifter i de 32 US$.
Den største forskel i levestandard, muligheder, sundhed og forventet levetid er forskellen på niveau 1 og 2.
På niveau 1 lever ca. 10% af verdens befolkning.
For 90% af verdens befolkning er det lige så almindeligt for en pige som en dreng at komme i skole, gennemsnitspar får to børn, alle børn får de vaccinationer, det rene vand, og den næringsrige mad, der sikrer en forventet levetid på over 50 år.
De mennesker der producerer alle vores forbrugsgoder, fra 3-minutters nudler til iPhones, får langsomt men sikkert en bedre og bedre levestandard, og bedre løn.
Imens den økonomiske vækst i vores del af verden stort set står stille, er den ganske stor i de lande der udgør niveau 2 og 3.
(Du kan læse mere om hvordan den virkelige verden adskiller sig fra det du lærte i skolen her.)
Det betyder at vi oplever at mad, elektronik, tøj og møbler bliver dyrere og dyrere.
Samtidig er service er et begreb der er på vej helt ud af vores bevidsthed.
I min barndom bestod en togstation af et hus med ventesal, billetsalg og et toilet. De fleste stationer i dag er dét, man dengang kaldte et “trinbrædt”. Der er ingen bygning, og intet personale.
Både offentlige og private virksomheder har erstattet deres kundereception med en app. Alternativt kan du ringe til en selvomstillet telefonkø.
Samtidig er vi blevet mere opmærksomme på vores miljø- og moralske aftryk. Billigt masseproduceret plastik er ved at blive fjernet fra hylderne, kaffe og palmeolie fra tvivlsomme producenter er efterhånden svært at opdrive, og langsom, men sikkert, vil flere og flere flyrejser bliver erstattet af togrejser.
Vi skærer ned og sparer, både af hensyn til miljø og økonomi.
Hertil skal lægges vandringen fra land til by, som skaber en efterspørgsel på beboelse i storbyerne, der ikke kan tilfredsstilles. I min barndom var der også en udvandring fra byerne, da man ikke ville have børn i en baggård. Byerne er nu blevet så moderne, og attraktive for børnefamilier, at udvandringen er næsten nul.
Og så er der hele den moderne bærbare online teknologi, der ikke blot har forpestet vores fritid, men i høj grad også fragmenteret vores arbejdsliv, sådan at du kan drive en webshop ved siden af dit almindelige job, imens din revisor sidder på Bali og din webdesigner i Budapest. Freelancer er ikke længere en eksotisk boheme, men et helt almindelig stempel der klaskes på flere og flere journalister, designere, bogholdere, ingeniører, elektrikere, konsulenter, sælgere, undervisere m.fl.
Den eurocentriske opfattelse, at den vestlige verden er universets midtpunkt, og hjem for de mest velhavende mennesker, er som et gammelt fotografi af en trelænget gård, vi stirrer os blinde på, i stedet for at kigge op og se den skyskraber der nu står på grunden.
Vi tror at vi designer tøj, som bliver produceret i Bangladesh, og at vi udvikler apps, som de i fremtiden skal lære at bruge i Afrika. Men i virkeligheden er det lige så almindeligt at tøjdesigneren er vietnameser, og tøjet bliver produceret i Tyrkiet, mens køberen af tøjet sidder i Nairobi og udvikler en app (MobilePay er fx udviklet i Kenya, under navnet M-Pesa).
Vi indstiller os langsomt på den nye økonomiske og økologiske virkelighed. Vi recycler og upcycler; ikke blot tøj og brugskunst. Vi forvandler brugte shippingcontainere til butikker, caféer og boliger. Vi laver tasker af brugte vandflasker.
Vi lærer af slumkvartererne i Calcutta og Lagos. Alt kan og skal bruges og genbruges, og der skal improviseres nye smarte løsninger på alt det vi hidtil har løst med en overflod af penge, olie og plastik.
Forskellen er at det bliver en luksusslum, med højteknologi, trivsel og sundhed i fokus.
I de nye containerhuse på Frederiksberg bliver der indlagt vand og varme, fællesrum med vaskeri, tagterrasser og et fælleshus.
Når man vil sælge en vare i Calcuttas slum kan man sætte sig ud på gaden med en kurv. Det er en ret udsat situation, og ikke just højstatus.
Når man vil sælge en vare i København kan man gøre det fra en ladcykel med et setup som kan være ganske hipt og avanceret, uden at det koster en formue.
Et smart skilt på siden af cyklen, flyers og visitkort, kreditkortterminal, MobilePay, website og Facebookside, for under 3.000 kroner.
Det er det jeg gør nu: Jeg hjælper mine kunder med at skabe små virksomheder, laver websites og visitkort, finder fakturerings- og regnskabs apps til dem og indretter containercaféer.
Ofte – afhængig af kunden, naturligvis – bliver det farverigt, og bærer inspiration fra Marrakech, Havana og Jakarta. Det er ikke længere mærkeligt. Vi har alle besøgt de steder, og vi er vant til at finde tacos, sambal oelek og calamari nede i Brugsen.
