“Xenofobi” er et fint gammelt græsk ord der er sammentrukket af “xeno”, som betyder fremmed, og “fobi”, som betyder angst.
Hvis man mødte en marsmand ville man jo nærme sig med forsigtighed, og vurdere om hver genstand i hans nærhed mon kunne være et våben. Er han kommet for at få hjælp eller for at skabe konflikt? Vores første instinktive tanke ville nok ikke være, at han bare var kommet forbi for at gi’ en øl.
Vi møder ikke mange marsmænd på vores rejse gennem livet, men vi møder en del ukrainere, arabere og somaliere, og ofte møder vi dem med den samme forsigtighed og skepsis. Det er en del af vores naturlige overlevelsesinstinkt.
Så længe vores berøring med disse fremmede forbliver på overfladen, vil vi trives med de gentagne historier om de, af dem, der skejer ud, og opfører sig grimt. Det bliver til en selvforstærkende historiefortælling om deres fejl og mangler, både intellektuelt og moralsk. Naturligvis går det begge veje, og skepsis er gensidig.
Historien om skandinaverne er grusom. Deres skilsmisser og alkoholforbrug, et samfund der lader teenagere have sex i flæng, deres maniske dyrkelse af retten til at være homoseksuel eller skifte køn… Kommer man fra en verden hvor alle disse ting instinktivt bliver opfattet som “der hvor alt håb er nyttesløst”, ja, så er man skræmt fra vid og sans, ved tanken om at skulle integreres ind i det morads. Når de samme skandinavere samtidigt antyder, mere eller mindre direkte, at ens egen kultur er tilbagestående, så er det svært at opfatte mødet som en god oplevelse.
Skandinavernes historie om mellemøstlige immigranter er lige så grusom. Kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet, militant religiøs fanatisme. Den stadige undren over deres tilstedeværelse, når de nu ikke vil integrere sig.
Det er ikke kun historierne vi fortæller med rædsel og forargelse i stemmen som styrker modstanden. Også de historier vi fortæller med glæde og stolthed.
I slutningen af 1800-tallet, hvor Danmark var et slagent og ydmyget land, opfandt man simpelthen en ny Danmarkshistorie, ved at blande selektivt udvalgte passager af historien sammen med myter, og fjerne en del med et stort viskelæder. Man blev enige om at danskerne er en sammenhængende etnisk gruppe, der nedstammer fra de stolte krigere, der engang herskede over hele nordeuropa, og nåede helt til Amerika, i deres slanke skibe. Genetisk var danskere bedre rustet til hårdt føre og rå kulde.
Vi styrker os selv, vores turistindtægter og vores skepsis overfor fremmede med denne historie.
Lidt lånt, lidt nyt, lidt gammelt og lidt blåt, om jeg så må sige.
Når dygtige historikere, som Anders Lundt Hansen, påpeger at hele historien er en fis i en hornlygte, så er der selvsagt ikke mange der foreslår at hædre ham med en rytterstatue.
Mange danskeres forfædre kom først til Danmark for fem-syv-ti generationer siden, som en del af den kæmpe strøm af immigranter der altid er kommet.
Først efter midten af det attende århundrede er procenten af immigranter faldet, til under 20% pr. generation. Danskerne har næsten ingen fælles DNA, ingen fælles historie, og meget lidt vikingeblod i årerne.
Danske vikinger tog helt til Frankrig. Ja, og franske vikinger tog helt til Danmark. Historien bliver rodet, når vi blander nutidige begreber, nationaliteter og stednavne ind i fortidens hændelser.
Vi ved, med hele verdenshistorien som vidnesbyrd, at en nation altid bliver styrket, når den får en stor påvirkning af andre kulturer. Mesopotamien, Egypten, det Minoiske rige (Kreta), Danmark i bronzealderen, Romerriget, Danmark, igen, i vikingetiden, USA… Men ikke desto mindre søger vi styrken i sammenholdet imod de fremmede.
Vi definerer os selv i modsætningen til andre. Meget gerne naboen. Vi fokuserer på forskellene, forstørrer og forstærker dem.
I Thailand har man en populær opfattelse af Burmesere, som består af nogle forskelle, der er skruet helt ud af proportion, nogle grundløse rygter, lidt myter og en hel del ren fantasi. Når de bliver gentaget, og bekræftet, og forstærket ved en evindelig repetition, er det til sidst umuligt at overbevise nogle i Thailand om at det måske er et vrangbillede. For den historie der fortælles har fået status af “det ved enhver jo!”.
Thai’er og burmesere har handlet og sloges over grænsen, imens grænsen samtidig har flyttet sig frem og tilbage, talrige gange, og mange etniske grupper har familiebånd, der bestrider selve grænsedragningens mening. Hvis man undersøgte befolkningernes DNA ville de fleste formentligt blive overraskede. Mange thai’er ville blive rystede over hvor få generationer tilbage deres forfædre indvandrede fra Laos, og hvor meget burmesisk blod der var i deres årer.
Men sådan er de jo, derude…
Og sådan er vi her.
Jeg er dansk af fødsel, med bopæl i Sverige. På begge sider af sundet hører jeg hårrejsende historier om “broderfolket”, på hele skalaen, fra vildt overdrevet til fri fantasi.
Danskere er alkoholiserede nynazister, der slår deres koner og børn. I København risikerer man at blive ramt af vildfarne kugler fra en bandekrig, i ghettoer, hvor selv politiet ikke tør komme mere. Danskere har altid munden halvt åben, og øjnene halvt lukkede, som et tydeligt bevis på deres dårlige begavelse, og de taler som om de har en kartoffel i munden. Burkaer er blevet forbudt, man bliver tvunget til at give hånden, og koranen bliver brændt offentligt.
I Sverige er der daglige massevoldtægter, børn i Malmö må gå med skudsikre veste, og det er forbudt at tale kritisk om indvandring.
Under valgkampen i 2019 brugte nogle danske politikere truslen om “Svenske tilstande” på evindelig repetition, uden specifikt at forklare hvad “svenske tilstande” egentlig er.
Alle historierne, om danskere, svenskere, burmesere, somaliere og ukrainere er jo selvsagt syv høns, der kommer fra en fjer. Alle de sindssyge rygter er jo startet med en virkelig begivenhed, eller i det mindste en revyvise. Det bliver til xenofobi når vi breder de syv høns ud over hele befolkningen i det pågældende land.
Når man hører om talrige gruppevoldtægter i Sverige, kan det altid betale sig at tænke “hvor er den oprindelige fjer, og i hvis interesse blev den til syv høns?”.
Nogle unge mænd i USA lavede et morsomt forsøg, som de filmede til Youtube: En ung mand i cowboybukser, t-shirt og baseballkasket gik hen til en udendørs café, købte en cola, satte sin rygsæk fra sig, drak colaen, og gik igen, men lod sin rygsæk stå.
En mand råbte efter ham, at han havde glemt sin rygsæk.
Samme situation, et par timer efter, men denne gang er den unge mand klædt i typisk saudiarabisk tøj. Da han går fra sin rygsæk løber alle skrigende væk, og gemmer sig bag ting.
Procentdelen af muslimer der er aktive terrorister retfærdiggør på ingen måde den adfærd. Særligt i USA, hvor langt de fleste terrorangreb bliver udført af hvide racister, burde folk instinktivt have reageret modsat.
Men når vi sidder rundt om bordet, til en familiemiddag, på værtshuset eller i kantinen er det en anden historie der bliver fokuseret på, og repeteret i det uendelige.
Faktum er, at globalt er muslimske terrorister i overtal. De fleste terrorhandlinger bliver udført i mellemøsten, og langt de fleste ofre er også muslimer.
Den historie vi imidlertid fokuserer på er hvordan muslimske terrorister har erklæret krig imod os, i vesten.
At høre en helt almindelig muslimsk families version af samme historie kan være en ret bizar oplevelse, når man nu engang er så vant til vores egen fortælling.
Du vil møde xenofobien på din rejse igennem livet, og på dine rejser ud i verden. Du vil både møde de andres, og din egen.
Det er klogt at være opmærksom på den, og at have et beredskab til at tackle den pragmatisk og sobert. Både den ene og den anden.
For helt ærligt: Det er sindssygt skræmmende at se en araber efterlade en taske!
Det gælder ikke kun de mennesker vi møder. Vi er også tilbøjelige til at få angstneuroser af mange andre grunde. Jeg har haft talrige danske rejsende, på mit kontor i Bangkok, der var angste for farlige dyr, maden, kidnapninger og meget andet eksotisk. Folk der dør på en rejse, dør oftest i trafikuheld, eller drukner. Aldrig af farlige dyr. Det er en mærkelig logik: “Jeg er på rejse, så det er helt ufarligt at køre for hurtigt på motorcykel, i en brandert, uden hjelm. Her kan jeg kun dø hvis jeg bliver stukket af en ninja-cobra-edderkop!”.
Svenskere er lidt usikre, når de bliver budt vand fra hanen, i Danmark, og det er børnelærdom at man aldrig må spise æg eller svinekød fra Danmark, medmindre man ligefrem har en dødsdrift. Klistermærket på pakken i Føtex, der garanterer at indholdet er “Dansk svinekød”, der af danskere opfattes som en garanti, og af englændere som blær, bliver af svenskere opfattet som en trussel.
På “Disgusting Food Museum” i Malmö findes en nyfødt pattegris, med over hundrede kanyler i. Hentydningen er klar.
Men det skaber en udvej, for mig, når det hele spidser til; den dag en svensker peger mig ud på gaden, og skriger “Det er en dansker, han er garanteret terrorist!”, vil jeg svare ved at stikke hånden ned i tasken og råbe “Jeg har en dansk medisterpølse, og jeg er ikke bange for at bruge den!”.
