Når jeg tænker på de mennesker jeg har mødt igennem livet, i ind- og udland, så forstår jeg at jeg voksede op i vild overflod.
Ikke fordi mine forældre var mangemillionærer, eller fordi jeg fik alt hvad jeg ønskede mig, eller fordi jeg fik specielt meget opmærksomhed.
Mange ønsker blev ignoreret til jul og fødselsdag, meget legetøj forblev en drøm, og dengang talte forældrene kun med deres børn til aftensmaden, og hvis der var et særligt behov for lektiehjælp – ellers levede voksne og børn ret adskilte liv.
Men jeg var aldrig i tvivl om der var mad nok, jeg var aldrig utryg ved at de faste udgifter blev betalt, så vi kunne blive boende, og beholde vores vand, varme og elektricitet. Hvis én af mine forældre skulle blive alvorligt syg, var der ingen tvivl om at de ville få den behandling, som var tilgængelig, og at vi kunne opretholde vores livsstil, selv hvis en af dem skulle dø. Det er faktisk ikke noget jeg nogensinde har skænket en tanke.
Sådan en tryghed vokser kun de færreste børn op med.
Jeg arvede noget tøj fra mine ældre søskende, men kun det der var i fin stand, jeg fik masser af nyt tøj, og jeg skulle heller ikke undvære en cykel, og årlige ture i Tivoli og Zoo.
Én ting havde dog højest prioritet, når de faste udgifter var betalt: Rejser.
Men far rejste en del, i længere perioder, i forbindelse med sit arbejde, primært til Grønland.
På skift kom vi børn med på hans arbejdsrejser. Det var før skolerne blev smålige med fravær…
Ud over arbejdsrejserne kom de rene ferier. Eller skulle jeg kalde det “hobby-rejser”?
Mine forældre er født i 1929 og 1930. De var børn i mellemkrigsårene og teenagere under besættelsen.
Min mor havde en onkel Ejnar, som var plantagebestyrer for Østasiatisk Kompagni i Britisk Malaya, og min far havde en tante Olga, som var missionær i Kina. “Olga Kineser” kaldte de hende, i familien. Begge mine forældre drømte om at komme til Østen, som børn, men velvidende at det ville forblive en fantasi. En billet til dampskibet var urealistisk dyr, og ingen normale mennesker havde råd til at undvære indtægt i flere måneder.
Situationen forandrede sig langsomt, men sikkert. De havde bil, da jeg kom til verden, og der blev kørt på ferier til Jugoslavien, Italien og Tjekkoslovakiet.
Passagerfly blev mere og mere almindelige, og vi fløj til Spanien, hvor mine forældre købte et hus.
Min far var med til at starte en lokalhistorisk forening i Ølstykke, hvor de kunne se at udviklingen var ved at viske hele landsbyens historie ud. Da foreningen i samarbejde med andre lokalhistoriske foreninger splejsede om dyre foredragsholdere og andre spændende arrangementer, var der pludseligt én der fik en lys idé. Han trængte min far op i et hjørne, og stillede det store spørgsmål: “Niels Verner, du som er så berejst; kan du ikke arrangere en rejse for de lokale bonderøve, så de kan komme ud og se nogle interessante historiske steder?”. Det blev, som tidligere fortalt, til tre årlige rejser, af forskellig længde, i over tyve år.
Meningen var at der skulle være noget for enhver pengepung, så dem der havde en smule til overs kunne komme en tur til Ribe, og de velhavende kunne komme en tur til Rio. De fleste medlemmer tog med på alle tre rejser, hvert år. I slutningen af 70’erne havde de lokale bonderøve røven fuld af penge, men de kunne ikke tale engelsk, og de turde ikke tage afsted alene. Så min far gik forrest, oversatte hvad guiden sagde, og bestemte hvor de skulle spise.
Flyene blev hurtigere, større og billigere, og mine forældre kom, med og uden forening, adskillige gange til både Kina og Malaysia.
I år 2000 var det slut med foreningen. Bonderøvene kunne pludseligt engelsk, bestille flybilletter og reservere hotel på internettet, og var blevet modige nok til at rejse uden globetrotternes alfa-han. Mange af dem har siden begrædt tabet af det gode selskab på rejserne, men det er for sent nu.
Mine forældre døde. Min far komplet uvidende om hvad der var ved at ske. Hans sidste spørgsmål var hvornår de skulle flyve igen. Min mor var vidende om at sandet var ved at løbe ud, og blandt hendes sidste bemærkninger var at hun jo ikke kunne rejse mere.
På deres fælles gravsten står der “God rejse”.
Jeg lærte i en tidlig alder at mit hjem er der hvor jeg åbner min kuffert. Jeg lærte at hjem ikke er et sted med en fast GPS-lokation, men noget man har med sig; en evne til at tilpasse sig til omgivelserne, og tilpasse omgivelserne til sine behov.
Jeg ved fx at jeg ikke kan forvente at finde DR1 på alle tv på alle hoteller i verden, så jeg har gjort BBC World til min faste station. Sådan har jeg tilpasset mig. Jeg tilpasser mine omgivelser ved at tænde fjernsynet og finde BBC World, på mit hotelværelse, uanset om jeg er i Burkina Faso, Esbjerg eller Hong Kong. Når jeg har pisset territorium af, på mit hotelværelse går jeg ud og finder en kop kaffe i nærheden. Kaffe kan man finde, på alle tidspunkter af døgnet, alle steder i verden, og dem der serverer kaffen, hvad end det er en trækvogn på gaden, 7-Eleven eller en smart café, kan altid fortælle mig de vigtigste ting jeg behøver at vide.
En del andre passagerer i Øresundstoget er let forundrede over min adfærd. De sætter sig ned på et sæde og tager mobilen frem. That’s it. Men ikke jeg. Det er mit hjem den næste halve time, så jeg tager min jakke af, og lægger op på hattehylden, sammen med min taske, når jeg har fundet min oplader, notesbog og kaffe frem. Og så gør jeg mig det mageligt. Måske smider jeg også skoene. Der får jeg mine bedste ideer, og det bedste overblik – på farten.
Mange mennesker drømmer om at købe et hus ved fjorden, bygge om og tilpasse, indrette og dekorere, og dér have et hjem, som de kan finde ro i. Deres hjem er deres fæstning, hvor resten af verdens bekymringer og katastrofer ikke kommer ind. Dér har de deres private have, hvor de selv bestemmer farten og reglerne. Der glæder man sig til at komme hjem til, efter en opslidende arbejdsdag eller en uge på Mallorca. Aaaah, hjem!
Jeg kan sagtens forstå den ro og glæde man får dér.
Men jeg… Åh, jeg ville dø af klaustrofobi!
Mit hjem er ikke min fæstning. Jeg har ikke brug for en fæstning. Mit hjem er et hotelværelse, i en eller anden forstand.
Det er et sted jeg sover, opmagasinerer mit tøj, og måske sidder og hygger med et spil eller tv om aftenen. Sommetider sidder jeg der og arbejder. Jeg laver ofte mad, og naturligvis tager jeg hånd om tøjvask og rengøring der, men helst spiser jeg ude, drikker min kaffe på en café eller trappesten, og møder gode venner et sted i byen.
Jeg har aldrig haft et behov for stabilitet, og jeg har aldrig ønsket at tiden skulle stå stille.
Jeg gætter på at jeg er arveligt belastet, fordi mine forældre skabte et hjem hvor kufferterne altid stod klar i entréen.
Min mor havde færdige pakkelister til enhver form for rejse: En til Grønland, en til Spanien, en til bilferie, en til flyrejser sydpå, osv. Jeg har ikke sådan nogle lister. Jeg kan dem udenad, og kan pakke til en hvilken som helst type rejse på ti minutter. Jeg ved at i Paris kan det betale sig at bestille hotel hjemmefra, i Bangkok er det en dårlig idé. Jeg ved hvor man skal køre på taxameter, hvor man skal aftale en pris og hvor man skal tage bussen. Det er en del af mit DNA.
Jeg plejer at sige at hele jorden er mit hjem, og ironisk nok er min nuværende adresse Tellusgatan. Tellus er det latinske navn for jorden. Det er et dejligt sted, men du ved: Hjemme godt men ude bedst.
