Jeg har en tendens til at navngive mine sindsstemninger efter steder. Det startede nok med at jeg savnede et sted, men har udviklet sig til at jeg også savner steder hvor jeg aldrig har været.
“Buenos Aires” er lethed og ubekymrethed, det er nye farverige indtryk, men ikke de helt store chok, det er livsglæde og alting i små mundrette bidder. Når jeg er i Buenos-Aires-humør laver jeg ikke en tre retters menu med dyre vine, men smider nogle små rester og lidt kiks op på et spækbræt, og hælder et glas vin eller juice i et vandglas. Hvis jeg er alene sidder jeg nok på køkkenbordet eller i vindueskarmen og spiser. Alting er “ja-ja, det går nok.” Der er intet at hidse sig op over. Jeg hører måske Manu Chao, reggae eller græsk lokalradio.
“Saigon” er store oplevelser, overraskelser bag hvert hjørne, at være åben for at alt i livet kan forandres på et øjeblik. Rastløshed. Fantasien om at blive rystet lidt. Måske drømmen om at en ny sandhed vender vrangen ud på alt, og vender verden på hovedet. Jeg hører måske Evanescence eller Iron Maiden albummet “Somewhere in Time”.
Når jeg har været i Saigon-humør i nogle timer får jeg ofte de mest absurde – og dermed bedste – idéer. Hvis verden ikke kan ryste mig, så kan jeg puffe lidt til verden.
Måske hænger der pludseligt et skilt ved siden af din lokale kontantautomat, der forklarer at det i virkeligheden er en tidsmaskine, og hvordan du skal bruge den.
“Narsaq” er praktisk. Hurtige hårde beslutninger. Alt skal smides ud, men mindre det er 100% nødvendigt for fortsat eksistens. Når jeg er i Narsaq-humør begynder jeg at slette sociale medie konti, som LinkedIn, Pinterest og Instagram, og kontakter som jeg ikke har benyttet længe. Der bliver ryddet op i både data, pulterkammer og køkkenskuffer. Marie Kondo er en amatør, sammenlignet med mig i Narsaq-humør. Der høres ikke musik!
“Ølstykke” er heldigvis meget sjældent. “Ølstykke” er ligegyldighed og opgivenhed. Ingen grund til at forsøge at gøre verden bedre. Det grå og triste kommer alligevel til at opsluge alt andet, til sidst. Bare lad mig dø. Jo før desto bedre. Jeg er ikke selvmordstruet når jeg er i Ølstykke-humør, men kommer der en bil imod mig med høj fart, så trækker jeg på skuldrene.
“Tuvalu”. Hm… Find det lige på Google Maps. Tuvalu er i virkeligheden en atol i Stillehavet, meget langt fra alting. Tuvalu-humør er en slags meditation. Følelsen af afstand er altoverskyggende. Tiden findes ikke, sol fra en blyfri himmel, vandet er absurdblåt, alle er glade fordi de ikke forstår at livet er alvorligt, og at verden er i fare. Alt er gratis, kærlighed er ukompliceret. Reggae. Bare tæer og åbenstående skjorte.
“Kyoto”. Stor indsats, stor præcision, stor koncentration. Imponerende resultat. Når jeg er i Kyoto-humør giver jeg 110% kompromisløs fokus på et resultat som kun er acceptabelt når det er væsentligt bedre end perfekt. Det kan være en fem retters menu med fantastiske kreationer, nøje udvalgte vine og en super prætentiøs borddækning, eller det kan være en webshop. Da jeg skulle lave logo til Odd Fellow Palæet så jeg mig selv i spejlet, og sagde “KYOTO” på den mest samurai-tage-sig-selv-helt-sindssygt-alvorligt-agtige måde. Mine kunder plejer at være lidt mere tacos-skate-rock-n-roll-typer og lidt mindre Amalienborg-naboer-agtige…
“Akko”. En by i Israel, hvor jøder og muslimer bor dør om dør, og ikke rigtigt har opdaget at det er et problem, imens resten af verden omkring dem tyrer sten og skyder efter hinanden, og beskylder hinanden for alverdens ondskab. Når jeg er i Akko-humør er jeg forstående og overbærende overfor ALT. Jeg er visdommens hav. Jeg er uden tvivl røv-irriterende for alle andre på Facebook. Anti-drama-queen. Ren Gandhi + Buddha + Nobels fredspris. Når jeg skriver taler til mine forældres bisættelser eller børns konfirmationer er der så meget Akko i lortet at det kan slukke en vred vulkan.
“Bangkok”. Hele verdens hovedstad, der hvor alting starter og slutter, forbundet med alt. Alting er betryggende velkendt, og selv en helt absurd hændelse, der ville chokkere alle andre i verden, får kun et par sekunders upåvirket opmærksomhed.
Man kan finde fantastisk street food, og smutte ind i en hyggelig gyde, hvor der findes ro og fred, selvom hele verden kulminerer lidt længere nede af gaden.
Hvis der landede et rumskib fra en fremmed civilisation i Bangkok var der ikke en sjæl der ville opdage det.
Der er aldrig kedeligt, og alt hvad man kan ønske sig er inden for rækkevidde, døgnet rundt.
Når jeg er i Bangkok-humør er der intet der er umuligt, intet er for mærkeligt, intet er utænkeligt, og jeg er frygtløs.
Musik: Babylon Zoo eller Nirvana.
Hvis du tager The Hitchhikers Guide to the Galaxy, eller et album med Linda og Valentin, og tilføj en happy ending, så har du mit Bangkok-humør.
“Göteborg” er det pludselige behov for at være omgivet af vild luksus, mahogni, messing, marmor, lys bag sprutflaskerne, tjenere med slips, dæmpet (muligvis klassisk) musik, en kop kaffe til over 100 kroner. På toilettet skal håndtørrerne være erstattet af en stak små sammenrullede vaskeklude.
Hvert år, på min fødselsdag, går min kæreste og jeg på Grand Hotel i Lund og spiser brunch. Jeg tror ikke det findes mere ‘posh’.
“Nairobi”. Når alt det der forstyrrer forsvinder, og jeg sidder med kun det aller mest basale tilbage. Kunsten at lege med en pind. Den enkelthed der kan opstå uden distraktioner. Og ud af den enkelthed opstår åbenbaringer om hvad der virkeligt giver mening.
Det kan både være på et filosofisk plan, men også – oftest – på et mere lavpraktisk plan. Jeg har toiletpapiret i et skab i køkkenet, en kurv jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til, og synes at toiletrulleholderen sidder dumt, bag ved toilettet. I et Nasaq humør vil jeg kyle kurven ud, i et Kyoto humør vil jeg lave den endegyldige fantastiske og mest gennemarbejdede løsning, men i et Nairobi humør skruer jeg holderen ned, og smider al toiletpapiret fra skabet ned i kurven, og stiller kurven ved siden af toilettet. Enkelt, funktionelt.
Sommetider kalder jeg Nairobi humøret for “Hvorfor ikke?”.
