Mellem floderne Eufrat og Tigris opstod i tidernes morgen et plateau hvor alle vilkår for et liv i sus og dus opstod. Her har mennesket for første gang skabt et samfund. Her har de domesticeret planter og dyr, høstet og byttet, bygget faste bosteder og hegnet ind. Her har de skabt en kultur, hvor alting fandt sin rette plads.
Her fandt de overskud til mere end blot overlevelse og forplantning.
Misforstå mig ikke. Det har indtil da været kvindens lod at blive behandlet som en vare, og dyrenes lod at blive behandlet som et halvt kilo hakket kalv og flæsk på tilbud, men i civilisationens vugge blev det sat i system. Værdien af en ung mands liv blev bedømt på hans vilje til at dø, for en tro, et stykke land eller en stamme.
Bjergenes grandiositet, flodernes gavmildhed, solens styrke, regnens livgivende effekt og naturens bjergtagende skønhed har inspireret disse mennesker til taknemmelighed og livsglæde, og til sang og dans. Samtidig har jordskælv og vulkanudbrud, torden og den evige død fyldt dem med respekt og ærefrygt.
I mangel af en bedre forståelse har de sat alle disse følelser i relief, og skabt en religion, der var mere organiseret og institutionaliseret end shamanernes trommedanse.
Rundt om dette sted, der ligger i det nuværende Irak, opstod siden det mesopotamiske rige, det hittitiske rige, sumererne og Ægypten. Langsomt spredte civilisationen sig derfra, og nye riger opstod på den anden side af havet og bjergene, som de græske riger, romerriget og rigerne i Indusdalen. Magten i disse riger var delt mellem den politiske magt og de religiøse overhoveder.
Blandt de mest epokegørende påfund i de første mange tusinde år af civilisationens historie har været forenklingen af religionen til én gud – monoteisme – som kom til at skabe grundlaget for de såkaldt abrahamiske religioner: Jødedommen, kristendommen og islam. Opfindelsen af penge er også ret betydningsfuldt. Og Skriften.
Naturligvis er det også værd at huske på den detalje at kongens rådgivende forsamling kunne vælges af en udvalgt del af folket: Demokrati.
Siden kom futtog, tandhjul, elektricitet og sociale medier. Men de er blot en sofistikering af tingene. Ikke i sig selv nær så banebrydende som de første store skelsættende samfundsskabende idéer.
I de mange hundrede tusinde år der har levet mennesker på sletterne og i dalene, langs floderne og kysterne, er vores fysik og psyke blevet tilpasset det liv, de omgivelser og den kost. Det er en tilpasning som vi forsøger at bestride med store forandringer og korte intervaller, i denne moderne tid. Mængden af kød vi indtager er enorm, i forhold til de foregående hundrede tusinde generationer. Og derfra springer visse mennesker direkte til vegetarisme. Vi har stillesiddende arbejde, og meget korte arbejdsdage. Men både vores arbejde og vores fritid er fyldt med intellektuelle sysler – at bearbejde avancerede indtryk.
Aldrig har menneskeheden haft så gode vilkår som i dag, på trods af at vi bestrider vores natur.
Langt de fleste mennesker der begraves nu har levet i over halvtreds år, efterlader sig børn, har aldrig været i krig, har alle sine lemmer intakte, og de fleste af sine tænder. De har fået mindst syv års skolegang, og har levet et trygt og ganske produktivt liv, og efterlader sig ting som de har skabt. Det ville i de ældste civilisationer i mesopotamien blive anset som et fuldstændigt urealistisk science fiction scenarie. For præ-civilisationens mennesker helt ubegribeligt.
Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at gøre mig selv til grin. Vi stod i ruinerne i Karthago, i Tunesien. Jeg var vel elleve år gammel, stillede mig op på en rest af en søjle, brugte min mors lilla tørklæde som kappe, og citerede den romerske senator Cato.
Jeg tror at mine forældre havde svært ved at beslutte sig for om det var skabagtigt eller sjovt. Men jeg tror at de var stolte over at jeg i det mindste interesserede mig.
For mig selv var det en stor oplevelse. Ikke fordi jeg var en irriterende og opmærksomhedskrævende lorteunge. Det var jeg, ingen tvivl om det. Det er jeg stadig. Men fordi jeg blev suget gennem ormehullet ind i historien. Det var mindblowing – i mangel af bedre ord – og jeg skabte mig vel for at de store følelser, og de rejste hår på armene ville have været endnu mere pinligt, når man er elleve år gammel.
Jeg levede mig ind i livet for over to tusinde år siden. Mennesker på gaden, en pose hvede for nogle mønter, en tigger i vejsiden, et højlydt skænderi, et barn der græder, en musiker der optræder for de forbipasserende. Som os. I andre klæder, med andre ord, et lidt mere simpelt liv. Men ikke meget anderledes. Den unge mands iver efter den unge pige, hvis familie ikke er rigtigt begejstrede for ham. En anden ung mand, der i hast skriver sin mening på en mur, i en gyde: “Det er for dårligt”. Det var andre magthavere og andre forbud og andre drømme, men principielt ikke den store forskel. Det ér for dårligt, dengang som nu. Folket er aldrig tilstrækkeligt i fokus. Men folket fylder det hele. Jeg kunne næsten lugte Karthago og det liv der blev levet på torvet, langs gaden, i det lokale taverna. Lydene kom til mig. De fleste stykker tøj var ensfarvede med en mere eller mindre dekoreret kant. Striber forekom også, men kun hist og her. Lyse farver.
En lykkelig by fyldt med lidt mindre lykkelige mennesker. Folk er aldrig helt tilfredse.
Havde de blot vidst.
I senatet i Rom stod Marcus Cato igen og hævede stemmen. Han havde gjort det til en vane at tale om alle emner. Nye aquadukter. Støtte til landbruget. Nye ægteskabslove. Alt blandede han sig i, med ét formål for øje; at alle indlæg blev afsluttet med de berømte ord: “Og iøvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges!”.
Cato var en dybt bekymret mand, der var overbevist om at Karthago ville blive Roms endeligt, hvis byen fik lov at trives og vokse.
Han fik sin vilje.
De byer der møder et pludseligt endeligt skaber de bedste øjebliksbilleder. Når byens puls er gået i stå på et øjeblik får vi et snapshot direkte ind i livet den dag det hele sluttede. Pompeji er et glimrende eksempel, modsat Rom, hvor epokerne flyder sammen, når der er blevet bygget ruiner oven på andre ruiner, og templer er blevet til kirker.
Karthago ligger stille nu. Byen er blevet lidt flad, efter romerne kørte den over. Men der er nok til at tænde min forestillingsevne.
Rundt om ruinerne står der nu en levende by, hvor nutidige mennesker lever og dør, når de ikke spiser, elsker eller diskuterer. Jeg tænker mig at de er knapt så lykkelige som Karthagos indbyggere har været, af den enkle årsag at religioner har haft en mere og mere ødelæggende effekt på folks lykke gennem tiderne. Islam i vore dage er misantropisk. Men i virkeligheden ved vi jo ikke hvordan den romerske religion har præget folks liv. Tårer har aldrig skabt varige aftryk af arkæologisk kvalitet.
Der findes mange måder at tænke og tro. Vi er præget af omgivelserne, og vores gudsbillede er stærkt styret af om der er isbjerge eller sandørken i horisonten. Den respekt man har for bjergene i Nepal forstår man ikke så meget af i nordjylland.
Himalaya bjergkæden er så høj at den standser jetstrømmen, og blokerer monsunen. Vandet skaber gletschere, som danner nogle af de vigtigste floder i verden, blandt andet Ganges, Indus, Yangtze og Mekong. Over halvtreds procent af verdens befolkning bor i nærheden af disse floder.
Skulle jeg nogensinde få brug for at forklare begrebet “respektindgydende”, så kommer gletscherne i Himalaya i brug.
I dette område er der opstået talløse religioner, inklusive nogle af de mest ekstreme religiøse traditioner.
Der findes mennesker der tror på, at kroppen og sindet er i konflikt, og kun ved at undertrykke kroppen kommer sjælen til sin ret. At stå på hovedet i kolort i nogle timer, inden man slår på sine testikler med en hammer…
Der går en historie om en ung gut der prøvede det hele af, uden at blive vildt imponeret. For at finde erkendelsen om alting – en ret eftertragtet idé blandt folk der har meget fritid – forkastede han alle de herskende traditioner, og satte sig til rette under et træ. Så lyste pæren over hans hoved. Han skabte en af de mest særprægede religioner der findes. Den prædiker naturligvis at man skal opføre sig ordentligt, ligesom alle andre filosofier og religiøse retninger, men buddhismen nævner ikke gud(er) med et eneste ord.
De fleste buddhister blander det med lidt lokal overtro, for ellers mangler der ligesom en syndebuk når livet går i stykker. Men i store træk går buddhismen ud på at tage ansvaret og initiativet selv. Dér adskiller buddhismen sig fra alle andre trosretninger, og bliver forfriskende interessant.
Frelste europæiske hippier ynder at påstå at buddhismen er åh så fredselskende, og aldrig har været en del af religionskrige. Rohingyamuslimerne i Burma, der i stort antal bliver massakreret af buddhister, har formentlig en anden opfattelse.
I Danmark har troslivet andre vilkår. Naturen er flad og afdæmpet, tingene passer sig selv og til hinanden, og når der er kommet en ny religion, som asatroen, og siden to udgaver af kristendommen, har de lokale bønder kløet sig lidt i nakken, trukket på skuldrene og sagt “jamen det kan vi da godt”, og så er de gået ud for at flytte deres køer. I Danmark har folk altid været mere eller mindre ateister.
Jeg elsker den respektløshed som skandinavere lægger for dagen. Navnligt da en præst skrev et ophidset brev til biskoppen i Lund, om at de færreste af de unge piger, som gik i skoven på Valborgsaften, kom tilbage som jomfruer. Druk og hor er den primære religion i Danmark, uanset om vi bagefter bloter til Odin eller beder Jesus om syndernes forladelse.
Om vi ville være så elskværdige at holde op med at “drikke jul”, og i stedet kalde det Kristmesse, og holde os ædru? Det blev så et “nej tak” herfra.
Der mangler nogle respektindgydende bjerge og floder til at tage pippet fra os.
Summen af nordeuropæiske kulturer er jord under neglene, og en svag duft af saltede sild.
Vi har ikke bidraget med så meget, præcis som de tillod sig at antyde i en ganske kontroversiel SAS reklame.
Men netop dette – lidt almuemaling og det berømte skuldertræk, og evnen til at suge ting til os – er jo i sig selv ganske interessante kulturelle egenskaber.
Det gør det også ganske let at forstå udviklingen i Danmark, når man lader sig suge ned i ormehullet, og bruge sin forestillingsevne til at se fortidens mennesker. De kom ind fra marken, når der kom en handelsrejsende forbi, og fandt et stykke rav i dragkisten til at betale med, og så lod de sig imponere, gang på gang, når han sagde “nu skal I fandme se det her; det er ret vildt!”
På den måde fik de køer, rugbrød, tulipaner og juletræer, og alt det andet der i dag udgør den hæderkronede skandinaviske kultur. Hurra for de åbne grænser!
Langt borte fra Danmark findes der ruiner af bygningsværker, der er voldsomt imponerende, set med øjne, der er vænnet til perlegrus og gule mursten.
Angkor Wat, i Cambodias jungle, og solpyramiden Teotihuacan, i Mexico, er glimrende eksempler. Kunsten er ikke at se dem, krydse dem af på listen, og efterlade beviset på Instagram. Kunsten er at stå der og forestille sig de mennesker der levede omkring dem, da de var nye. Ikke højestepræsterne og det kongelige optog, men de helt almindelige mennesker, der solgte frugt eller forudsigelser, moderen der ledte efter sin fortabte søn, den gamle mand, der himlede med øjnene… Alle de sædvanlige typer, der har eksisteret til alle tider, på alle steder. Deres klæder har haft et særpræg, som adskiller sig i tid og sted, og deres sprog og gademusikanter har haft en særlig lyd. Lugten af det lokale krydderi og affald… Men meget er bare menneskeligt, og tidløst. Drømmene om lidt flere penge på lommen, og børn med lidt mere selvdisciplin. Alle disse drømme, alle sælgerne, alle diskussionerne, er det der skaber de mest interessante personer i gadebilledet, rundt om disse pragtfulde bygningsværker, og får dem til at komme til live. Det er statisterne som har hovedrollen. De der ikke er skrevet ind i historien, de der altid har fået for lidt opmærksomhed.
“Det er for dårligt.”
