En livsstil er en skabelon. En skabelon der består af nogle rammer, som fyldes ud.
De fleste fylder en skabelon ud, som rummer plads til en mængde møbler, der tjener forskellige formål: Spise, lektier, afslapning inde og ude, opbevaring, udstilling, æstetik.
De fylder en ramme ud til selvudvikling og kreativitet eller læring.
De fylder en ramme ud til transport.
De fylder en ramme ud til forsikring, pension, opsparing.
De fylder en ramme ud til arbejde, skole, efteruddannelse.
De fylder en ramme ud til legetøj, fjernsyn, Xbox, iPad, mobil.
De fylder en ramme ud til tøj – festligt, hverdag, undertøj, sko, smykker, accessories.
De fylder en ramme med mad til enhver lejlighed, smag og oplevelse.
De fleste mennesker i verden bruger en skabelon hvis præmis er at den vokser, og rammerne bliver hele tiden større, og kræver mere for at blive fyldt ud.
For mange af de mennesker i verden, hvis skabelon er meget lille, og svær at fylde ud, giver det mening.
Men når de basale praktiske behov er blevet tilfredsstillet til et rimeligt niveau, fortsætter vi, fordi mennesket instinktivt – ligesom alle andre dyr – rager til sig når muligheden er der. Problemet er at muligheden hele tiden er der der, fordi vi har råd, og butikkerne er lettilgængelige døgnet rundt.
Reklamebranchen gør hvad den kan for at fortælle os at disse ting vil give os positiv opmærksomhed, livsglæde og selvtillid, de tre ting som alle higer efter.
I vores del af verden oplever flere og flere, at alt dét der fylder skabelonen ud, og oplevelsen af at skabelonen hele tiden vokser, ikke tilfredsstiller deres behov.
Det skaber stress og stigende utilfredshed.
Det har skabt en søgen efter en anden skabelon.
Nogle få søger enkeltheden og åndeligheden der findes blandt buddhistiske munke, men de fleste søger noget der hverken er spirituelt eller politisk, og noget som kan rumme moderne goder. De vil hverken revolutionere verden eller leve i afsondrethed, men blot forenkle deres liv.
“Living big in a tiny house” er en bevægelse der naturligvis har fået større interesse efter bankkrakket i 2008, hvor mange boligejere blev teknisk insolvente, og tvangsauktionerne blev holdt på samlebånd. Der må jo være en måde man kan bo mindre – på færre kvadratmeter, med mindre gæld og mindre stress.
Varmekort, der viser hvor folk bevæger og befinder sig i deres hus, i løbet af en måned, viser at i mange huse bruger folk kun ca. 40% af pladsen.
Et andet udtryk for denne søgen er “33-3” bevægelsen, som handler om kun at bruge 33 stykker beklædning – inklusive sko og accessories – i tre måneder. Det er en slags test, men mange fortsætter efter de tre måneder.
Et tredje udtryk er “Marie Kondo”, som er navnet på en japansk indretningskonsulent, men også er blevet et slangudtryk for at rydde op og smide ud. Marie Kondo har i en populær serie på Netflix vist hvordan man kan dele sine ejendele op i kategorier, og derefter sortere efter hvilken værdi man oplever de har. Ofte har hendes “ofre” givet 70-80% af deres ting til genbrug.
Samlet giver det et billede af en higen efter minimalisme.
Det er ikke sikkert at det er noget for dig, men personligt kan jeg mærke at smerten ved at give afkald på ting hurtigt bliver afløst af en glæde ved enkeltheden, der langsomt tager form.
Med abonnementer på Netflix, Spotify og Storytell behøver man hverken dvd’er, cd’er eller bøger – blot en mobil eller tablet.
Det betyder ikke at jeg ikke har nogle bøger. Jeg har masser af bøger, og jeg elsker dem! Jeg har også nogle film på dvd, og en lille bunke cd’er. Men uden online tjenester ville jeg have langt langt flere; skabe og skuffer fyldt til randen.
Profesionelle kokke har 5-6 gode knive. De fleste danske familier har 10-15 stykker.
Mængden af symaskiner, cykler, tøj og dimser, der aldrig bliver brugt, men som man alligevel ikke vil give afkald på – eller har glemt at man havde – er enorm.
Men det handler ikke kun om ting. Livet består af mange facetter, som ikke optager plads i skufferne, men i høj grad i hovedet.
Hvor mange indtryk, hvor meget underholdning og hvor mange holdninger har vi egenligt brug for?
Jeg kan tilslutte mig en græsrods-gruppe på Facebook når det er noget jeg brænder for, men skal jeg melde mig ind i enhver gruppe jeg er enig med? Skal jeg følge enhver der poster et sjovt meme på Instagram? Hvor ofte skal jeg have mobilen frem, hvis jeg skal nå at følge med?
Vi har brug for den frie association – for at lade tankerne få frit løb. Vi har brug for at kunne “falde i staver”. En afbrydelse på blot et splitsekund afbryder den frie tankes flugt ud mod horisonten. Der skal være plads til at kunne slukke en gang i mellem; ikke blot mobilen, men hele omverdenen. Alle vores medlemskaber, abonnementer, engagementer, løfter, aftaler, ansvar, ting og sager fylder i hovedet, vejer på skuldrene, trykker på issen.
Der er meget der kan forenkles og minimeres. Du kan starte med garderoben, hvis du er blevet fristet.
