Som tolvårig sad jeg og skrev. Skrev alt muligt om hvad jeg mente om dette og hint, og om hvad jeg havde oplevet og tænkt. Jeg blev drillet lidt: “Sidder du og skriver dine erindringer? Er det ikke lidt tidligt?”
Jeg gav efter for mobningen, og ventede fyrre år med at begynde igen på mine erindringer.
Men jeg skulle have holdt fast.
I de fyrre år der er gået er jeg blevet fyrre år ældre, og fyrre år dummere.
Dengang kunne jeg ikke ignorere min første indskydelse. Jeg havde kun min første indskydelse, for fanden.
Siden da er jeg blevet skuffet og såret, slidt og forvasket, jeg er ældet og har mistet lidt af mit mod, imens jeg har stirret mig blind på detaljer.
Hvad jeg ikke ville give for at have den tekst jeg sad og skrev dengang.
Bare tænk på skøjter. Et barn på seks år, der første gang bliver sendt ud på isen. Lidt angst og lidt ivrig, fulgt af opmuntrende tilråb. På ganske få timer er færdighederne ved at være på plads, og når ungen bliver kaldt ind fra banen, bliver der tigget og tryglet om bare et par minutter til; bare en omgang mere.
En halvtredsårig, der første gang skal prøve skøjtningens ædle kunst har hovedet fuld af erfaringer om hvor galt ting kan gå, hvor høj prisen kan blive, og tilråbene er ikke uden sarkasme.
Jeg taler naturligvis kun om skøjteløb. Det ville være en jævnt ringe metafor hvis jeg talte om noget andet.
Det er dét jeg mener: Jeg bruger ironisk distance til at undgå at tale lige ud om livet, universet og alting, fordi jeg har mistet min kækhed.
Det værste der sker med alderen er at det hele er så forbandet meget alvor. Vi kan ikke bare prøve ting af, lege lidt med dem, og så kaste os over noget sjovere. Enten gør vi det, eller vi gør det ikke. Der er løfter og deadlines.
Sådan bliver vi Sisyfos, som forgæves forsøger at rulle stenen op på toppen af bjerget.
Der skal være tid til pjat. Tid til uforpligtende løjer. Ellers ender vi med at blive voksne.
“Inque tuo sedisti, Sisyphe, saxo” (“Og du sad, Sisyfos, på din sten”).
Nu vil jeg prøve at skubbe stenen til side, og få skrevet mine erindringer. Ikke fordi jeg tror at nogen kan have gavn af dem, men simpelthen fordi det er sundt at få dem ned på skrift. Reflektere. Smile. Fortryde. Grine. Erindre…
