Det siges at når en sommerfugl bruger sine vinger i Amazonas kan det skabe en storm i den nordlige atlant. Hele verden hænger sammen, på så mange måder at et enkelt menneske ikke kan rumme det. Der er symbioser på alle leder og kanter, og alle hændelser er et led i en kæde af begivenheder. Uanset hvad min næste handling er, tankeløst eller velovervejet, vil det skabe nogle ringe i vandet. Nogle af de konsekvenser vil jeg være bevidst om, andre sker uden for mit synsfelt. Hvis jeg kendte alle følgevirkningerne af at jeg går hen ad gaden, glemmer en pose i toget eller køber et ur på eBay, ville mit hoved eksplodere. Hvert enkelt menneske, og andre dyr, har uendeligt stor indflydelse på sine omgivelser.
Min mor døde for nyligt. Det er jo i sig selv en stor sorg, når det sker. Men når jeg tænker videre over de samlede følgevirkninger er det næsten uoverskueligt. Familiens struktur er blevet rokeret om, på en ganske voldsom måde, da hun, som familiens matriark, var samlingspunktet for alle os andre. For naboerne har det også haft stor betydning, og deres struktur skal også tilpasses, til den nye virkelighed. Hendes lejlighed kan nu blive nogle andres hjem, som dermed flytter fra deres nuværende bolig, hvor den lokale struktur også forandrer sig. I deres tidligere bolig kan nu nogle tredie komme til at bo, osv. Det er den store rokade af mennesker og strukturer, der begynder, når man fjerner en person fra sammenhængen. Men der er mange andre ringe i vandet, der også er ganske tydelige. De sociale sammenhænge, og de foreninger, som hun var aktiv i. De dyr der levede i haven, på grund af den specifikke måde, hun havde organiseret den. Der er nu en person mindre, der køber de bestemte varer og serviceydelser.
Næsten samtidig er min ældste datter flyttet hjemmefra, arbejder og studerer, køber ind, osv. Hun fylder ud, i alle mulige sammenhænge, præcis som min mor er ophørt med. Men det er ikke en-til-en, for min datter har andre vaner, måder, ønsker… Verden forandrer os, og vi forandrer verden. Tusinde bitte små påvirkninger hver eneste dag.
I The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (en science fiction komedie af uhyre stor betydning) er den ultimative straf af blive sat i The Perspective Vortex. Det er en maskine, som kan få det enkelte menneske til at begribe universets størrelse, i relation til deres egen. Alle ofrene bliver så hårdt ramt af altødelæggende mindreværdskomplekser, at deres sjæl er brændt ud, og de kan, resten af livet, blot sidde og stirre tomt ud i luften, med livløse øjne. Undtagen en af hovedpersonerne, som kommer ud af maskinen med storhedsvanvid.
Spørgsmålet er om du ser indefra og ud, eller udefra og ind.
Hvis vi starter i de yderste ringe du skaber, på din rejse igennem livet, så vil du formentlig få galoperende storhedsvanvid. For at holde det enkelt vil jeg minde dig om, at mange af de ting du køber er produceret i et land i Asien, som får produceret delelementer i et andet land i Asien, eller måske Latinamerika. Så der vil altså være små begivenheder i fx Laos eller Brasilien, som du er medansvarlig for.
Det kan være en kvinde i Alaska, som får en god idé, da hun blev inspireret af et billede, som nogle har delt på nettet, og som du oprindeligt har taget. Delinger på internettet er vi alle bekendte med, men husk at alt på nettet starter i virkeligheden, og får på et tidspunkt også konsekvenser i virkeligheden.
Fodboldhold skaber tilsammen en symbiose. Det er jo interessant at visse tilhængere af FCK sætter klistermærker op, i hele byen, med teksten “Hader Brøndby”. Men hvis vi tog hensyn til deres sarte følelser, og nedlagde Brøndby fodboldklub, og med tiden alle andre fodboldklubber, så kunne deres spillere jo melde sig ind i FCK, som til tilhængernes store fryd kunne blive en kæmpe klub. Sikken en masse træning, uden kampe. Ingen spænding om hvem der bliver Danmarksmestre. I fodbold, og andre sportsgrene, giver det faktisk ganske god mening at elske sine modstandere.
