Min yngste datter spurgte mig hvordan jeg har fået den tilgang til livet.
“Du kan godt få et svar” sagde jeg. “Men jeg kan ikke garantere at det er det rigtige svar”.
Jeg fortalte hende historien om to piger i starten af tyverne, som jeg mødte, på mit kontor i Bangkok. Det var ikke et hyggemøde. På vegne af SOS skulle jeg facilitere et telefonmøde med en krisepsykolog, som sad i København.
Baggrunden var en ferieoplevelse, som de havde haft, få dage forinden, på en udflugt, i nabolandet Cambodia.
De havde været ti unge mennesker, med god indbyrdes stemning, og forventningerne sitrende i kroppen, fordelt i tre terrængående biler, på vej til en spændende landsby, i junglen. Den forreste bil var kørt på en stor landmine, og den voldsomme eksplosion havde spredt metal- og kødstykker over et stort område.
Oplevelsen havde naturligvis været chockerende og dybt ulykkelig. Men nu skal man huske på, at der ikke findes nogle problemer, der er så store, at man ikke kan gøre dem endnu større, ved at tilføje dårlig samvittighed.
Samvittigheden handlede naturligvis både om, at de selv kunne have ramt minen, men blot blev vidner (“Survivor’s guilt”), men også om, at nu fik de hjælp, men hvad med de talløse ludfattige cambodianere, som de havde set på rejsen, som havde fået sprængt ben og arme af, som var blevet tvunget til at myrde deres egne forældre, som havde mistet alt, og som ikke kunne tale med en krisepsykolog, og få en hurtigere billet hjem til lille fredelige Danmark.
De pigers oplevelse, og Cambodianernes hverdag, sat i perspektiv, med vores eget liv, sætter alting i et andet lys. Måske navnligt den cambodianer, som har mistet både et ben og en arm, men er lykkelig for at være i live, og lykkelig for et måltid mad. Man skal huske på, at med den omfattende og ustrukturerede distribution af landminer, som der har været i Cambodia, bliver hver eneste skålfuld ris høstet med livet som indsats.
Jeg har lige købt et kilo ris i ICA for 14 kroner.
