Jeg bor nu i Sverige. Sverige er måske for dig et sted man rejser hen på ferie. Et sted man tager hen, og holder fri fra hverdagens nederdrægtige monotome trummerum. Det er det også for mig. Jeg skal konstant bide mig i tungen, for ikke at sige “lad os tage tilbage på hotellet”, når jeg mener “lad os tage hjem”.
I hverdagene krydser jeg en grænse og en bro, for at tage til Roskilde, hvor jeg har de fleste af mine arbejdstimer, i et firma, som jeg har et meget tæt samarbejde med. Min datter og jeg følges, for hun går i skole i København. Det hænder at jeg i stedet tager til København, Helsingborg eller Malmö.
Jeg rejser oftest med tog, og ser tusinde fremmede ansigter hver dag, overhører en mangfoldighed af samtaler, og kan dufte både Italien og Indonesien, når toget fyldes i lufthavnen.
Når jeg, om eftermiddagen, ankommer til Lund, kan jeg promenere igennem den smukke middelalderby, med alle dens udendørsserveringer, og nyde at den, som international universitetsby, favner et kalejdoskop af sprog og kulturer.
Alternativt kan jeg stå af, på vejen, og gå en tur i København eller Malmö.
Som barn opholdt jeg mig en del, med min familie, i udlandet. Kontrasten mellem hverdagens trummerum, i en forstad til København, og opholdet i Grønland eller Grækenland var enorm. Det blev ikke bedre af at mine forældre spejlede min udlængsel. De havde en rejseklub, for medlemmerne af de lokale historiske foreninger, hvor de arrangerede rejser til historiske interessante steder. Hvert år en rejse i Skandinavien, en i Europa, og en uden for Europa. De rejste altid selv med. Ingen slinger i valsen. Et år kunne det være Ribe, Athen og Beijing, det næste år kunne det være Stockholm, Rom og Mexico City.
Jeg blev som jeg kun kunne blive.
Flashforward:
En dag sad jeg bag i en taxi i Bangkok. Jeg talte med min kone, som sad ved siden af mig. Chaufføren spurgte nysgerrigt hvilket sprog vi talte, og hvor vi dog kom fra. Da vi sagde “Danmark” var det nær endt i en dødsulykke, der, på motorvejen. Hans fascination af Danmark ville ingen ende tage. Det var da det mest eksotiske han nogensinde havde hørt. Wauw!
Jeg fandt hele oplevelsen lidt aparte, men efter et par dage begyndte det at synke ind i mig. Danmark er måske et af de mest eksotiske steder i verden.
En uges tid efter læste jeg tilfældigt et interview med en amerikansk forfatter, der heller ikke kunne blive mæt på Danmark. Han sagde, blandt andet, at Danmark er det eneste sted i verden, hvor himlen rører jorden. Jeg forstod det ikke umiddelbart, men langsomt begyndte dette også at dæmre. De fleste steder i verden er horisonten skjult af skove, bjerge eller varmeflimmer, som gør den udvisket. De fleste steder i Danmark – og Skåne – er horisonten en knivskarp linie, hvor mark møder himmel, og skyerne ser ud som om de står på marken.
Danmark taber lidt point på den eksotiske skala, fordi mange danskere, helt ind i sjælen, hader dansk kultur. Det er nok også derfor mange er så bange for fremmede.
En stor andel af danskerne gider ikke at bruge en aften rundt om bålet for at fejre Sankt Hans, og kun en lille minoritet kender til de danske egnsdragter.
Utallige er historierne om danske rejsende, der har oplevet en mongolsk stamme, som stolt har fremvist deres danse. Når det er danskernes tur til at vise en dans står de rådvilde og stirrer på hinanden, og ender med bro-bro-brille, som de svagt erindrer den fra børnefødselsdage.
Mange danskere er decideret pinlige, i manglen på egen kultur, og ivrigheden efter at adoptere international populærkultur, der oftest er udsendt med store truthorn fra Hollywood.
Heldigvis kan man jo selv bidrage til bevarelsen af den kulturelle arv, og interessere sig for hvad der ligger i den danske dragkiste. Man kan besøge et egnsmuseum, opsøge folkedans, købe lokalt håndværk. Præcis som vi gør, når vi rejser rundt i Nordthailand. Man kan også insistere på at bruge danske ord, i stedet for at erstatte dem med helt identiske ord på amerikansk engelsk. Jeg siger til mine børn at sneakers hedder gummisko. Mine børn siger at jeg er pinlig. Jeg siger til mine børn at de er nogle røvhuller.
8% af befolkningen, der har såkaldt “anden etnisk baggrund” kan ikke true den danske kultur. Det kan ikke lade sig gøre. Men 90% af befolkningen, der ikke interesserer sig en døjt for at bevare den danske kultur kan godt.
Hvad end man rejser i Sydsudan eller Sønderjylland skal man huske på at kultur ikke er statisk. Kultur bliver hele tiden påvirket udefra, af massemedier, turisme, indvandring og ny teknik. En traktor er lige så lidt dansk kultur som den er kenyansk. Det samme gælder ordet “okay”. At bevare sin kultur handler i høj grad om at tage de nye ting til sig, og få dem til at passe ind. Jeepneys på Filippinerne er et glimrende eksempel. Amerikanerne efterlod en masse militære jeeps, som derefter blev malet med farvestrålende motiver, og udsmykket med et overdådigt antal lygter fortil. Når man ser en jeepney er man ikke et sekund i tvivl om hvor man befinder sig, selvom de er blevet sejlet dertil, i en ikke så fjern fortid.
Tænk hvis biler der havnede i Danmark fik en særligt dansk overhaling, så de kunne kendes på lang afstand…
I Sverige siger man også “okay”, ligesom i resten af verden, men man udtaler og staver det “okej”. “Burger” udtales “burjar”, og sådan kunne jeg blive ved. Svenskere er ikke meget bedre til at bevare egen kultur, end danskere, men lidt har også ret. Navnligt i disse tider med internet og et næsten ubegrænset antal tv-kanaler.
Samtidig er der en global interesse for humanisme, som påvirker lokale kulturer, på en måde, som vi nok i højere grad bør bifalde. Afskaffelsen af koneafbrændinger i Indien sætter jeg stor pris på, ligesom den fysiske lemlæstelse, som har været almindelig i mange kulturer overgangsritualer, for min skyld gerne må ende på et museum.
I Nordthailand havde en enkelt etnisk gruppe den uskik at sætte ringe omkring halsen på kvinderne, så de fik en abnormt lang hals. I virkeligheden var det ikke halsen, der blev strukket, men kravebenene der blev trykket ned. Heldigvis holdt de op, da moderne læger fik forklaret dem, at det er en dårlig idé.
Nu er de kraftedeme begyndt at gøre det igen, for at imponere turisterne.
Jeg taler for og imod, i syd, vest, øst og nord. Jeg prøver at sige, at det er en balance. Men de fleste mennesker i verden prøver i det mindste at finde en balance, hvor mange danskere giver mig det indtryk, at de helst vil smide hele den kulturelle arv i skraldespanden.
Det er synd og skam, for den danske kulturarv er én af de mest interessante i verden.
Tag for eksempel det danske flag. Der findes en velkendt myte om at flaget faldt ned fra himlen, på et korstog i Estland. Det er naturligvis noget vrøvl, men i sig selv interessant, at der overhovedet findes en myte. Det mest interessante ved det danske flag er dog, at den daværende danske konge var den første i verden som gav hele sin befolkning tilladelse til at bruge hans flag. Indtil da har hver konge, baron og greve haft sit eget flag, som kun udvalgte personer måtte anvende. Det geniale, som den danske konge gjorde var, at udvælge et nationalflag, for hele befolkningen. Alle måtte bruge det, og den dag i dag er mange udlændinge imponerede over danskernes brug af flaget i kager, på juletræet, til børnefødselsdage, og i tusinde andre sammenhænge, som man aldrig ville gøre i andre lande.
I Lund vejrer det danske flag, side om side med det svenske, foran domkirken, for at hædre den fælles historie.
Det svenske flag er – som nationalflag – omkring 100 år gammelt, imens det danske flag er over 800 år gammelt.
Det er den slags historier vi rejser om på den anden side af jorden for at høre en guide fortælle, med store armbevægelser.
Vores egne historier og myter er mindst lige så spændende som dem vi hører i Korea, Namibia og Peru. Det er bare at dykke ned i dem.
Alle kender historien om Romeo og Julie. Den evige historie om de unge elskende, der ikke må få hinanden. Alle samfund, alle kulturer og alle nationer har talrige udgaver af sådan en historie – sand, opdigtet, eller midt imellem. En af de mest dramatiske er nok den sande historie om Elvira Madigan og Sixten Sparre, som kulminerede på Tåsinge.
Jeg ville med glæde fortælle historien, i alle dens smukke og gruopvækkende detaljer, og jeg ved at du selv kan finde talrige udgaver og fortolkninger på Google, men det optimale ville være, at du rejste dig op, lige nu, og tog en tur til Tåsinge, for at finde historien dér.
Du vil sikkert opdage at sådan en tur er lige så spændende som den sidste udlandsrejse du tog.
Jeg taler ofte med folk der fortæller, at når de er hjemme, handler de på vejen hjem, henter børn, skynder sig hjem og laver mad, og tilbringer resten af aftenen foran fjernsynet, eller med mobilen i hånden. Samme vej, ud og hjem, blikket ned i fortovet… Men når de er på rejse prøver de nye stier af, besøger museer, spiller kort, kigger op på husene, studerer mennesker fra en café og ser praktisk taget ikke fjernsyn. Mobilen bliver i højere grad brugt til at tage billeder, og dele dem, end at læse diskussiongrupper og nyheder.
Det er forbløffende så få forandringer det kræver, at klemme lidt ferie ind i hverdagen.
Der skal naturligvis hentes børn og handles ind. Der skal også laves mad, da vi jo ikke kan spise ude, hver dag, ligesom i ferien. Arbejdet skal passes, og det samme skal forældremøder, togforsinkelser og regnvejr.
Med små kneb kan hverdagen dog blive lidt mere interessant. Ved at kigge op på bygningerne, på vejen, ved at løfte blikket fra mobilen, og kigge ud af busruden, på den regnvåde gade, og glæde sig over at være i live til at opleve det. Ved at variere ruten fra hjem til arbejde, og handle i en ny butik på vejen hjem. Ved at tage en buket grøftekantsblomster med til pædagogerne i børnehaven. Ved at slukke fjernsynet; tjekke ud af andres virkelighed, og tjekke ind i sin egen. Ved at lukke døren op, i mere end én forstand.
“Ups, jeg kom sgu til at koge for meget ris – lad os invitere naboen på aftensmad!”.
Naturligvis er man træt efter en lang arbejdsdag. Men sjovt nok får man mere energi af at bruge energi, og tiden bliver længere.
Du er på rejse rundt om solen, og dit liv er en ferie.
