Da jeg mødte mine børns mor havde hun boet et par år i en lejlighed i København, og da tiden kom til at slå kludene sammen var det oplagt at det blev dér.
Hun havde i forvejen en pige på fem år, og undervejs fik vi en pige mere, sammen.
Samlivet var ikke altid let, hun var for temperamentsfuld til mig, og hen imod slutningen var jeg brugt op. Dengang vidste jeg ikke at der findes noget der hedder en udmattelsesdepression, men det var måske noget i den retning jeg havde.
Flere og flere kunder blev afvist, fordi mindre og mindre udfordringer og besværligheder blev for meget for mig. Så pengene blev også mindre og mindre.
Til sidst fik jeg den store hammer at mærke, hun gjorde det forbi og kylede mig ud. Jeg blev offer for en kvinde der ikke bare ville af med mig, men ramme mig så hårdt som muligt på samme tid.
Normalt er det den der afslutter forholdet, som flytter. Ganske vist havde hun boet der et par år inden, men vi havde boet der sammen i 13 år. Så forsvinder førsteretten sgu.
Jeg var rådvild, boligløs, ludfattig, ulykkelig og ufatteligt vred på samme tid. Jeg ville ikke have noget med. Intet af det vi havde købt sammen ville kunne bringe mig nogen glæde. Jeg fik opmagasineret et par flyttekasser med arvegods, og pakkede mit tøj i en lille rullekuffert.
Sådan stod jeg med min lille tiårige datter i hånden, og skulle få det hele til at lykkes, uden mine levende råd.
Mit udgangspunkt var ringere end en beboer i et slumkvarter i Calcutta, som i det mindste har et bliktag over sit hoved.
Heldigvis havde jeg en stor gruppe af gode venner, inklusive folk jeg hidtil kun havde tænkt på som forretningsforbindelser. Vi fik mange tilbud om en sofa at sove på, og masser af opbakning. Masser af folk der sagde til mig at det var helt uretfærdigt hvad jeg havde været udsat for, og gik igennem, og sikken et svin hun var.
Vi tog det mest favorable tilbud om husly, hos nogle gode venner, der i deres hus i Helsingør havde et anneks. Pludseligt var vi omgivet af gode mennesker, i luksusomgivelser. Mennesker som vi har en virkeligt god kemi med!
Langsomt – meget langsomt – begyndte jeg at puste gummibåden op igen.
Jeg opdagede at en barndomsveninde, som jeg frygtede havde været død længe, viste sig at være i live, og bo i Helsingør. Hun blev min primære terapeut. Selv vandrede jeg i gaderne, dag og nat, og kender måske Helsingør bedre end mange der har boet der et helt liv.
Det største problem var at skille rationel planlægning fra følelsen af modløshed.
Samtidig havde jeg jo et barn jeg skulle tage vare på, både praktisk og følelsesmæssigt. Der var jo intet af dette der var hendes skyld, og hun skulle lide mindst muligt under det.
Jeg skulle have forretningen op at stå igen. Jeg havde skuffet en del kunder, og havde ingen penge.
Jeg besluttede at gøre noget som jeg aldrig har gjort før: Lave grafiske produktioner på eget initiativ, og prøve at sælge dem. Først et kort over Helsingør, håndtegnet, og fyldt med små sjove beskrivelser og anekdoter. Så en plakat med mange små detaljebilleder af byen. Det gik fint. De blev købt af bymuseet og boghandleren. Lidt egen marketing: Jeg satte små sjove skilte op, overalt i byen, med en diskret henvisning til min nye hjemmeside: “På dette sted, 4. november 1972 skete der absolut intet”, “Denne postkasse er mest til kærestebreve” osv. Langsomt begyndte kunderne at komme til.
Vi fik en dejlig lille lejlighed i midtbyen, og begyndte at skabe et hjem. Nogle stjålne paller, nogle billige æblekasser, Den Blå Avis, Facebookgrupper og loppemarkeder. Ikke ligefrem noget at blære sig af. Lidt farveprøver fra Flügger. Gode venner kom med ting de havde tilovers eller klunset til os. (Du kan se det her.)
Imens hjemmet og forretningen langsomt begyndte at falde på plads, som Tetrisbrikker, var der nogle andre brikker der begyndte at falde på plads inde i mit hoved:
Jeg var ikke uskyldig. Jeg var ikke et offer. Og jeg var på ingen måde ludfattig.
Hvis jeg havde været lykkelig i mit forhold, var der så meget jeg kunne have gjort for at styrke og bevare det. Hvis jeg havde været ulykkelig kunne jeg have kæmpet for at ændre det, eller gå min vej. At sidde og vente på hendes initiativ var min egen beslutning. I mit liv er det jo mig der bestemmer. Jeg bestemmer Ikke hvilken vej vinden blæser, men jeg bestemmer hvordan jeg vil sætte mine sejl.
Ludfattig kan man på ingen måder kaldes, når man bor et sted, hvor folk sælger en brugt men smuk salatskål i poleret træ, for en tredjedel af hvad det koster at fylde den med salat. Når man lever et sted hvor folk forærer en næsten ny pigecykel væk på Facebook, og hvor man kommer gratis til lægen, så er man faktisk ganske velhavende, selv med overtræk på kontoen.
Sammenligningen med en person i et slumkvarter i Calcutta er utilgiveligt grotesk!
Jeg havde lagt magtkortet og ansvarskortet ned i bunken, og spillet offerkortet.
Sådan en erkendelse kommer i etaper. Nogle gør ondt, som da jeg forstod at det også var min egen skyld, og helt mit eget ansvar. Andre gør godt, når man erkender at med ansvaret følger også magten.
Jeg rejste 940 millioner kilometer for at nå frem til den erkendelse. Altså en gang rundt om solen.
På det meste af den rejse spillede jeg kun offerkortet.
Det er en almindelig antagelse at man har brug for at forkæle sig selv, når man synes at man har det svært. Ofte består forkælelsen i at man tillader sig at spise lidt mere af det syndige, lukke verden ude og stirre på fjernsynet, læse og kommentere alt der står på Facebook, lukke sig lidt inde… Man prøver desperat at standse tiden, og forhindre flere forandringer. Mest af alt lægger man ansvaret på kommoden, ude ved hoveddøren. Man gider ikke at have skylden og erkendelsen med ind i sofaen. De krummer værre end kartoffelchips.
Det man glemmer – det jeg havde glemt i lang tid – er, at ved at se sine fejl i øjnene, og erkende sit ansvar, tager man kontrollen.
Jeg ved hvordan det ser ud når man kigger på tiden. Når man kigger på fortiden er det et lille fiskerleje, med nogle vældigt fine små farverige huse i forgrunden, som er alle de største succeser. Der står også nogle grimme skure, lidt i udkanten, som er fejltagelserne. Nogle huse er knapt så smukke, men nok beboelige, visse trænger alvorligt til en kærlig hånd, og langt de fleste står sådan lidt bagved og skjult. Man ved instinktivt at der er mange flere huse i byen, men de fleste kan man ikke se.
Når man vender sig om, for at kigge på fremtiden, er det en strand med nogle store sten man skal kravle over, for at komme ned til sandet. Vandet kommer ind i ujævne bølgeskvulp, og når man løfter blikket for at skue ud mod horisonten, forsvinder havet efter kun få hundrede meter i tågen. Solens lys skaber en stærk glød i tågen, men uden at den letter.
Synet kan være skræmmende eller spændende. Mest af alt afhænger det af om man selv sætter sig op i en båd, og begynder at ro med sammenbidte tænder, eller om man bliver skubbet afsted af andre.
Millioner af slaver har taget afsked med en strand i lænker. Det er ikke en skæbne man skal påføre sig selv.
Nogle forsøger at standse tiden på et tidspunkt hvor de har succes. Nu er det godt. Det er fuldendt…
Men det er aldrig fuldendt. Hvis man prøver at standse synker man til bunds. Mennesker er ligesom hajer.
Hvis man er den bedste sømand på skibet, så skal man finde et skib med dygtigere sømænd. Enten udvikler man sig, forbedrer sig, dygtiggør sig, anstrenger sig, stræber lidt, eller man hviler på sejrens sødme, imens man venter på at blive overhalet af en af de andre sømænd på skibet.
Når en passager, eller kaptajnen, på skibet beder om noget, forventer de 100%. Det er en god idé at love dem at man vil efterstræbe de 100% men højst kan garantere 80%. Og så levere 110%!
Hvis man leverer 110% hver eneste gang, selv om ens hyre er urimeligt lav, og kaptajnen og passagererne er utaknemmelige, og man er træt og stresset, og man ikke vil være en skruebrækker, og hvad der ellers findes af undskyldninger, så vil man opnå en position hvor man er med til at kontrollere situationen.
Hvis man leverer 110% hver gang, og samtidigt har et overblik over hele skibet, træder ind og giver de andre matroser en hånd når de bliver pressede, og er klar over at der mangler personale i kabyssen, interesserer sig lige så meget for den samlede færd, som for ens egne opgaver, hele tiden tager ansvar uden at skryde, og for enhver pris undgår at deltage i brok, sladder og bagtalelse, ja, så vil man uundgåeligt bringe sig selv i en situation hvor man hurtigt stiger i graderne, er efterspurgt på de andre skibe, og bliver spurgt til råds om sejlføringen.
Motivationsguruen Robin Sharma kalder det at være “chef uden titel”. For at blive i den maritime jargon vil jeg kalde det “kaptajn uden en virkeligt fed hat.”
Jeg havde en bekendt på sådan en rejse, og som virkeligt var “kaptajn uden en virkeligt fed hat”. Hun var i den situation at butikschefen var ejerens datter, usikker på egne evner og presset lidt ud over sin kapacitet. Hun følte sig muligvis truet af min bekendtes ihærdighed, og gav hende derfor ingen ‘credit’.
Der er en naturlig tilfredsstillelse ved at levere 110%, og at gøre kunderne glade, og på den måde bidrage til generelt at efterlade verden i en bedre tilstand, når man går i seng, end den var da man stod op. Men der er naturligvis også en frustration ved, at man på det personlige plan ikke får en eller anden form for klap på skulderen.
Historien – den del af min bekendtes rejse – ender naturligvis med at nabobutikken har bemærket hendes kaptajnsadfærd og tilbyder hende et bedre job, med mere indflydelse og ansvar, til en betydeligt højere løn.
Alle ‘skibe’ har deres egne procedurer og uskrevne regler, så de første tre måneder er et nyt besætningsmedlem ikke fem potter pis værd. Det er hårdt, både for de ‘gamle’ og for den nye. Men efter tillæringsperioden fortsatte hun med at levere 110%.
Det er en gammeldags moral. Der findes ikke en motivationsguru, coach, app eller Time Manager website der kan fikse det. Der er ingen smarte shortcuts, strategier, mindsets, NLP eller speciel business lingo som kan gøre det lettere. Der er kun én vej: At arbejde hårdt og dedikeret, levere 110%, være opmærksom og hjælpsom. Hver dag, hele tiden.
Det er sådan det fungerer på en arbejdsplads.
Det er sådan det fungerer i et parforhold.
Der er sådan det fungerer når man er forældrer.
Alle de erkendelser – og gen-erkendelser – kom til mig imens jeg vandrede mellem skov, strand, middelalderby og lystbådehavn, og rejste med tog og færge mellem Helsingør, Helsingborg, København, Malmö, Roskilde, Lund, Frederikssund og Uppsala. Perspektiv fungere bedst i bevægelse.
Nogle vil sige at man flygter fra tingene. Men det gør man kun, hvis man nægter at tænke, erkende, acceptere. En rejse kan ikke kun være “fra”… Der vil altid komme et “til”. Bare prøv Rejseplanens app; der er ingen funktion før du har valgt en destination.
